Spoiler alert! Der er håb for dansk film! Debuterende Karoline Lyngbye kommer godt fra start.
Superposition er super sommerhusdrama og et godt par-terapeutisk indspark – ikke set bedre siden Triers Antichrist.
Et par priviligerede – næsten karikerede – neo-kulturradikale øko-narcisister – han er podcaster, hun arbejder på sin længe ventede lovende debutroman. De beslutter sig for at lave en navlepillende podcast – en slags litterær luxus-udgave af “Alene i vildmarken” – hvor de sammen med deres børnehavebarn vender hektiske Vesterbro ryggen og isolerer sig et helt år i et lækkert sommerhus i en øde skov uden mobildækning.
Jeg kender parret fuldstændig allerede, og glæder mig til de skal krænge sig ud – det er et genialt setup for et psykologisk kammerspil og har potientiale for stor social satire.
Parret har naturligvis problemer med at være tilstede og nærværende i naturen – der fylder utrolig lidt. Det handler mere om at tage fede selfie-polaroider og komme ud på toppen i selvbeviste podcast-optagelser. De kan ikke engang finde ud af at knalde eller lege med deres barn, de vil hellere vende gammelt nag om utroskab og skyldtrippe hinanden – allerede efter få dage – og aldrig rigtig tale om det det hele i virkeligheden handler om.
Så falder tingene fra hinanden – der går gys i den – indtil filmen begår den klassiske “Superman fejl” – hvis man laver en realistisk historie – hvor alt pludselig kan lade sig gøre – bliver det kedeligt, for man kan bare klippe sig ud af problemerne.
Om filmen er et hashtrip, et portræt af en skizofren, en metafor, en CGI-effekt der er blevet til et manus, et mix af det hele- eller som den postulerer – et resultat af en superposition, et uforklarligt parallelt univers – hvor parret møder sig selv forskudt i tid. Underligt nok vælger parrene ikke at undres over over at sidde overfor deres egne levende kloner – nej de går straks igang med at prøve at dræbe på alle mulige klodsede måder. Det bliver følelsesporno, kaotisk og meningsløst – selv som metafor. Strygerne og makeuppen er påklistret og unødvendig – jeg savner lyden af skoven og klarhed i replikkerne, der forsvinder flere gange – og måske en mere moderne mere subtilt soundtrack.
Bevares, der er sjov social satire, parforholdsindsigt og gys – Mikkel Boe Følsgaard og Marie Bach Hansen fyrer den af. Filmen er flot fotograferet og effekterne er helt ok for en dansk film. Jeg ville bare ønske den udforkede den indledende præmis uden der skal gå Tennnant i den. Men hej, point for forsøget. Se den med din date eller kæreste, det er en perfekt samtalestarter.
Premiere den 23 marts…