Hvorfor flap-skimme tam P1-godkendt shit-de-jour-litteratur du alligevel aldrig til bunds i? Genbrug hellere støvede bøger fra reolen – kloge accessories, der siger meget mere om dig end en Givenchy eller Black Fag t-shirt – jeg har følgende hjerne-knipsere på natbordet for tiden:Det mørke udvalg, med uret, fra venstre: mindes Prinsgemalens opulente men måske noget kolesterol-rige køkken, Freuds Kokain-år,  Crowley´s digte og ritualer, Mikkel Bolts brok – modbalanceret af en billede-bibel om klonede popfans, en manual til Wu-Tang universet, en samling af den døende Industrial hovedperson Genesis P. Orridge´s tekster og Simon & Simons monster billedebog København 2010-2016 – i midten ses prototypen på “Vammen´s sorte bog” aka “Efter Efterfesten” – der forhåbentlig udkommer til foråret. Beklager forsinkelsen, men Gylle-museet fattede ikke hat og blev krænkede.Det lyse udvalg: SAS Survival Guide: modvirk angsten på ødegården med denne moderne grønspættebog – essentiel hvis du f.eks farer vild til en skovtrance seance, R.D.Laing – endnu et hippie-hit fra bibliotek Rhodos, Tarme med charme: lær mere om hvordan de tabubelagte organer påvirker din almen tilstand, Lars Bang Larsen er måske en af Europas skarpeste (hvis du har en mail til ham så smid den her tak), How to wreck a nice beach er en dekonstrueret historie om vocoderen (IKKE autotune) – via en labyrint af afstikkere, Gøgler Sex købte jeg på coveret, Club Jazz er på japansk og en meget meget smuk tryksag – der er ikke noget bedre end at læse om musik jeg ikke orker at høre på sprog jeg ikke forstår – den fucker samlerne op  – og så er der den undervurderede Colonels ABC, måske hans bedste værk?Genlæser en samling trusselsbreve, Blitzed – om nazisternes kærlighed til speed, Burroughs manual til oprør, Pleasure Prison – en profetisk antologi om post-rave, en tibetansk-inspireret Leary trip-manual, en af min mors værker og en klassiker om kokainens globale økosystem. Love Sex Fear Death er en skildring af en okkult bevægelse i 1970erne, Blazing Combat er nostalgi – den ondeste forbudte krigstegneserie – der hed Napalm på dansk, David Toop er en af de få der kan skrive om musik man ikke gider at høre men godt gider læse om, Søren Martinsens bog er bare flot, Bolt´s avantgardens død er sjov, Norman O. Brown siges at være frigørende – så jeg prøver igen – og skinhead er mere og mere et portræt af mit klædeskab.Den seneste Ellis minder om et langt tweet, Miles selvbiografi beviser han havde det vildt, Mark Fischer er et mix af hauntologi, baskultur og hans teorier om “capitalist realism” – klart han begik selvmål, “Raving” får mig til at savne de temporære glædesfyldte autonome røde zoner i 90erne, selvom det ser bøvet ud nu. Nuclear Weapons – Operations Manual er handy til at mindres en tid hvor større katastrofer end coronaen truede.

Det er en ond vinter – med de her under armen forudser jeg en festival af akavede samtaler – nu gælder det om at finde noget tøj der passer til det mix… Ikke til papir? Følg min dagbog her