Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

Tekst til kommende billedbog om Simons/ Sunday:

Du sidder nu og flipper rundt i en kaffebords-gravsten – der sikkert reelt skal fungere som et visitkort – eller en mindesten over millarder af ætsede hjerneceller, en masse uforløste løfter og slatne pikke. Et dokument over en generation uden navn, en bibel af photoshop-remixede billeder af vores tabte ungdom – der aldrig kommer tilbage som andet end søde fortrængnings-editerede rosenrøde minder i vores bagstive bakspejl. Du stirrer nu på en masse mennesker du ikke fik scoret som du aldrig ringede tilbage til. Men via denne festbibel kan du nu slippe for at være ved fest-fronten – og bare lurepasse som en armstols-raver i armslængde fra kampen på de minerede skrå brædder – og svælge i alle de ekkoer og fantom-minder alkoholen fjernede. Wow, vi var smukke under discokuglen dengang. Måske var Simons & Sunday vores Studie 54, Box, Loft, Tresor eller Hacienda – måske betød det hele meget mere end random sex & tømmermænd? Måske var klubberne et udfaldsrum, et livs-lotto – endte du på Mac D. på kongens Nytorv eller hos en sheik på D’Angleterre? Simonsdrengenes legepladser var nu engang mere praktiske end flyveture til Berlin, London eller Miami for at druk-danse  i weekenden – nemme mini ferier, – men måske var vi bare gidsler med PTSD & Stockholmsyndrom i vodkakrigen? Måske spår jeg i kaffegrums her.. men print-mobbedrengen her starter en orkan af tilsyneladende tilfældige tankebobler:

“Vælg Joe and the Juice, vælg fitness.dk, vælg Netflix, vælg Snapchat, vælg CBS eller RUC, vælg Saxo bank, vælg babySam, vælg DJØF – eller at blæse skallen af om natten?”

Lyden af SUNDAYS lounge under min kontrol her

Fri mig for flade-tv, sponsorsport, fesne ferniseringer, swingerklubber og par-middage. Så hellere et godt lydsystem, en uforudsigelig DJ og en masse new faces og originaler med heilende bas-arme – for på en klub kan jeg meget præcist aflæse mig selv – spejlet mod samtiden via tøj, musik og adfærd. Klubben er for mig et socialt laboratorium, et microunivers, der kan foldes ud til et samtidsbillede, et potientielt udfaldsrum, et epicenter af muligheder, før-lyst, jagt og fascination. Jeg slapper af i kaos og larm, og en god klub er som at gå en skovtur, eller være midt i det bedste, mest aktuelle & virkelige reality-teater, en evig roterende disco-krystalkugle jeg kan stirre i – et stykke levende perfomance-kunst, en stumfilm med parringsmuzak til, for vi råber til døve ører og klarer resten med fagter, mime og attitude mens vi slider ned af derouten gennem grænseoverskridelse mod søvnen ind i reptilhjernen – igen & igen.

Optimalt er  gode klubber temporære autonome zoner, steder uden rammer og regler, der kun handler om meget kortsigtet behovstilfredstillelse. Hvis klubben kan levere det perfekte pres-stress, mister vi mister fatningen og går amok – og mærker glæden ved at se gamle og nye venner strutte deres stof, at være max på i deres egen indre fantasi langt væk fra alt det røvsyge voksne banale lort der ofte kan tynge os følsomme skandinaviske curlingbørn. Fortrængt braset – dans din chef, din kone, skattefar, mediebraset, politkerne  – ja selv dit latterlige ego-brand væk – bare et øjeblik – dans med dig selv, dans med hele rummet, ind i fremtiden nu & nulstil & genopfinde dig selv & se nye scener fødes og dø i weekendens vikinge-bezerk. Måske endte natten med nøgenballet med næseblod i en champagne-jacuzzi. Eller på knæ i en natbus på jagt efter en tabt iPhone.

Jeg er normalt alt for erfarings & samspils-ramt til massepsykoser, men er også en patineret dansende glaselefant, når jeg dufter det ægte cirkusstøv – for mig er natklubber som et selvrealiserings-rum, et ritualiseret kontroltab, en uendelig catwalk, en arena for voyeurisme og blotter-lotteri – men heldigvis også en virkeliggjort utopi hvor de røvhuller man boxede med i trafikken, på børsen og på jobbet – & senere i køen på den røde løber på vej ind – trylles til et dreamteam-cast af endnu en episode af en glamourøs version af Sam´s bar. For romantikeren i mig elsker når helt forskellige mennesker er alt for længe oppe og udsætter sig for ekstreme påvirkninger. Det random møde, når grønlænderen og prinsen deler en joint, lyden af to ukendte tracks der hakkes sammen – klubben som trampolin der skyder dig gennem en matrix af steminger, samtaler, lys og larm. Reglerne og grænserne er væk, vi bliver vægtløse og alt er magisk.

Sunday bloody Sunday / Lad os i bakspejlets rosenrøde skær fortrænge virkelighedens køer, dørmands-diktaturet, skubberiet, de knækkede kort, det smadrede toilet, den hadske x-kæreste, de svenske champagne-sprøjtende douchebags, de indavlede nordsjællands-børn, de svimle “modeller”,  de svedige armhuler, de klistrede gulve, de knækkede stilletter, de defekte dengser, den sociale angst, restløshed, arrogance, medieludere og medievampyrerne, sports-spasserne, butiks-menneskerne fra sverige, karma-nasserne, de døve dj´s, den forsvunde jakke, den utro x, poseluderne, paparazzierne og pøbel-Preben – i denne bog er alt braset pænt redigeret væk, ligesom den 45 minutters partner du kød-swipede dig til – og faldt i søvn indeni i et okkult postnummer. Hyletonen og den stoppede næse dagen efter, de sure sms´er, den konfuse mandag/tirsdag. Men vi starter forfra igen senest fredag…alt er glemt og tilgivet -klubkids har kollektiv amnesi, og jager altid det oh så “smarte” paradis i landsbyen København, hvor der altid er et kultsted hvor masserne dyrker at blive målt og vejet af en socialt defekt stereoide-bombe, der venter på at få ridset sin skudsikre vest af en kniv for 2O0 kr i timen – midt om natten. Indenfor kan man få drinks til 15 kr for 100 kr til lyden af kendte hits spillet så du vågner med en hyletone. Sådan har det været siden 1970´erne – men der er da altid nogle forsmåede socialkammerater eller hattedamer m/k fra provinsen, der får lidt populist-linkes på at fremhæve det ekskluderende, overfladiske, elitære, ja næsten fascistiske – i klubberne grund DNA  – at man betaler for alle IKKE kan komme ind – men hej ville det ikke være lidt akavet at stå på strøget med en magnum vodka? Hvem orker chavs, romas, liderlige børn og billig booze-typer fra provinsen, og jyske bøverts, der brækker Sorte Svin op efter ugens afsoning på RUC, CBS eller i et callcenter eller key-account-managers der brækker sure dyre cocktails op?

FLASHBACK: Før Sunday lå Annabels på samme adresse. Da jeg var en eventyrlysten teenager – på 1.93 forklædt i meget voksen mundering – snød jeg mig ofte forbi de kniv-arede spærreballoner i døren. På plys-klubben spillede en solarie-dj tidens tacky hits – det var før rap og techno ændrede verden. Han havde langt hår i nakken og smøget sin blæserjakkes ærmer op, så man kunne se det stribede foer, Martinique måske? Han talte med sig selv i mikrofonen mellem numrene….og spillede Toto og nordsjællands nationalsange, a la Earth, Wind & Fire. Han havde spændte kæber og stirrende øjne, der stirrede søgende mod Sanne Salomon-kloner der hakkede og svingede med puddel-garnet i midten af et sært menneske-mix i Miami Vice stil af adelige indavlede uptown Øregård suits og Amagerkanerne i pastelfarvede SOS sweatre der flashede telefonbogs-brede bundter. I midten tronende Mr. Big, en agil asiatisk gentleman iført en skipperkasket toppet af en halskæde med et stort R i diamanter. Nogle side 9 piger, en stripperkonge og Snotten sad og delte en flaske vodka med røde sodavand til. Senere på aftenen punkterede motorcykel-entusiaster i easy rider stil nogle gabardineklædte arabiske gentlemen med overskæg udenfor. Det var et haj-bassin, hvor tricket var at kende alle, så  det ikke kunne betale sig for nogen at hoppe på dig. Senere dræbte ejeren Simon sig selv i bag-kontoret efter en lang periode med alvorlige søvnforstyrrelser og følgende kemisk ubalance. Senere købte en Christianit – der nu ligger i coma – med en hund med ståltænder klubben på den dæmoniske adresse, og traditionen tro forsvant han også ind på bag-kontoret, der nu var proppet med en paranoid kinesisk mur af bredskærme så han kunne overvåge sin klub fra sofaen – foran glasbordet bag en pansret dør.

Samme vin på nye flasker: klubber holder typisk to-fem år, hvorefter tidsånden, generationerne, stofferne, og ikke mindst det faktum, at alle skylder hinanden 600 kroner og en klamydiatest, spreder folk og samleder dem igen i nyt tøj på en anden adresse.

Så galt er det ikke gået for Simon & Simon – endnu. Efter et langt forspil med biroller trådte drengene i karakter og åbnede Simons nær Nyhavn.

Det er en kunst at tromme masserne sammen i en fragmenteret nettid med færre og færre kollektive reference fællesskaber, men timingen var perfekt – de slog til i et vakuum – justeat.dk havde dræbt Kjeld Tolstrup – Zoobar generationen var sneet inde, undergrunden var udslettet af internettet, kulturkassen var blevet et minimal-retro-museum, mode-mafiaen var flad efter at mode blev skyldbetynget som porno og Købmand Bager typer og andre falske profeter havde skræmt alle originaler væk fra resterne af rave.

Nattelivet manglede et nyt stof eller en ny slags musik. Den kreative elite var forlængst flygtet fra klub-Titanic – men en ny generation af last movers havde brug for et sted at flashe deres Shambala, nittearmbånd og investor-ure og styre prollerne, fynboer, CBS-ere & de liderlige børn med deres poser og flasker – for Nordfolket er verden en luderbar, og der var brug for en ny natte-scene til at flashe Rick Owens gear – før de som deres fædre landede på Victor i en blazer – senere i livet. Simons og det kakkelklædte Sunday var et drømme-rum, en ambitions-arena for en uhomogen masse, der manglede et tilhørsforhold. Men pyt med det, lad os hylde disse ædle sammenkoblere af nattens defekte børn, også dem der gemmer deres grimhed i mørke kulisser, hvor man ikke kunne høre de ikke havde noget at sige, hvor de kunne strutte deres stof frit iklædt deres drømme i evig restløs påfugledans. Flotte Frank med den fynske dialekt blev nattens joviale sporty Kaptajn Haddock, der efter en kort flirt med shots,  lattergas og poppers er landede fint ved siden af den mere underspillede & neutrale Simon Lennet – fresh fra Nørrebro – det perfekte good cop bad cop team, og deres måske smarteste trick var at personificere klubben – Simons – ved selv at være i front fremfor at være et anonymt brandnavn a´la Cavi eller Daddy´s. De fik senere opgaven med at passe vor tids Victor Borge/Dirch Passer – kong Casper – ja, kongeklovnen og danmarks stærkeste medie-menneske-brand – så han kunne udleve sin femte ungdom i trygge rammer. Skaberen af ‘Olsenbanden’ for ‘det ligemeget’-generationen, der i ‘Klovn’ lærte os nye ord som “gag-savl”. Ingen anden har spejlet nutidens danske ego-trippende/grådige/narcissistiske/lumre/løgnagtige/oppertunistiske/amoralske “børnevoksne” liv perfekt. Vi lader de mere intime og dybepsykologiske analyser af bogens egentlige hovedpersoner ligge for nu. De er trods alt ikke endt som alle de andre bitre og menneske sky klubkonger – i backstagerummet som stakler der ikke kan skelne mellem venner og kunder mere. Drengene var gode til at give noget tilbage til de festjunkier, der byggede deres drømme-rum – der var altid en stor middag, en fri flaske, en hemmelig event – til lige præcis dig – som bonus for din Stockholmsyndrom-agtige indsats. Men hvad sker der med klubkonger, der vælger at forene deres brand og deres liv? Ofte lever de  som besætningen på en lækkende atomubåd, uden dagslys i kunstig luft og larm – de kæmper diskret med leverskader og forsølvede nye næsevæge, kredsløbs-forstyrelser, stress, impotens, chikane fra bander, skattevæsen, borderliners, c-celebs, AA-sponsorer og x-kærester.  Det er hårdt at agere gudfædre for alle de defekte nattebørn – der så gerne vil måles og vejes – og tabe kontrollen. What happend on Sunday stays on Sunday – diskretion er en æressag.

Mange af S&S PR stunts var som guldfisk i en blender –  Dværge, live sex shows, kronprins Frederik, fake bøsse-bryllup i Nikolaj Kirke, æsler, elefanter, Bono, ladyboys, korsfæstelser, cykelløb, Yahya Hassan, Tisvilde takeover: “afdankede strippere” ingen adgang – skumkanoner og synet af enorme blåmalede mænd der ODer på lattergas – sid ned før du prøver det igen…men igen – jeg er en erfaringsramt veteran der har prøvet alt og fortrængt resten….de stunts virkede jo, selvom de blev mere og mere skingre og lumre for at overdøve clickbait-medierne. Min favorit var da drengene trommede en masse skøre karakterer sammen i en massiv cruisede kortege af militærlastbiler proppet med vodka og højtalere under dække af en studenterfest-parade – langt før sæsonen for den slags begyndte. En pivstiv parade med fake studenter-marcipanhuer – et privat mini Distortion – der resulterede i et forbud mod studenterkørsel udenfor sæsonen.  Et herligt situationistisk stunt der bringer minder mig om Julemandshærens plyndring af Ilums eller BZernes tunnel. Et andet hit var den let opkrudtede Tour de Tisvilde, der har pisset de gamle selvfede “kreative” medie/reklamekrigere tomme 90er ironikere fra Politiken og Østerbro så herligt af, at de har kastet håndklædet af angst for at være nummer 2 i deres egen vigtige opmærksomheds-økonomiske spil. Jeg ville ønske vi tog magiske perlende pragtfulde øjeblikke fra disse events, følelserne og erfaringerne videre med og malede resten af ugen og døgnet med raver-glæde væk fra skærmene. Jeg mener vi skal lave en fond for ofrene hvor 5% af overskuddet går til en blanding af   afvænning, hospis, forebyggende information og Simons-drengenes pension.

Sunday og Simons skabte nye sociale akser på tværs af alle segmentanalyser og socio-økonomiske skel – forenet af de udjævnede joviale effekter alkohol og høj musik har. Simon og Simon og deres mere anonyme bagmænd, datamat-dating dom Morten Wagner – der før havde kørt Karel van Mander på Sunday adressen – og den flamboyante advokat Jackie Phillip – blev kernen i et underholdnings-industrielt kompleks, der sælger en komprimeret version af Kødbyen møder The Box møder Nasa på det gamle Pan, og så en mere voksen og lummer affære på gamle Annabels/Sunday, der nu er døbt Dolores. Det går ufattelig godt, da holdet stadig mestrer balancen mellem det elitære og snobbede, det rå og undergrundsagtige – to modsatte elementer limet sammen med enorme mængder vodka – gøglerne tiltrækker yuppierne, der så tiltrækker wannabes og hasbeens – og dem i vacuumet i mellem, der så betaler gildet og måske boller turisterne – som det altid har været. Det er stadig bare “Saturday night fever” 40 år efter filmen – historien om opsparet indebrændt energi, der kanaliseres ud i druk og dans i et attitudebåret ordløst drømmerum stræbende efter social opstigen? Uptown meets downtown – nosh vs. posh. Men hvordan gør man netop disse klubbers entre, drink og de blinkende lamper magiske? De fleste har nogenlunde de samme ting derhjemme mere belejligt og tættere på kokse- madrassen. For klubkulturen har sejret sig ihjel – den er ikke et alternativ mere, innovationen er til at overse – vi er  i en optimerings og raffineringsfase ovenpå 90ernes raveolution.  Rave gjorde selv den hvide mand kunne danse – med hele rummet og måske mest helt alene med sig selv. Måske var det den kemiske krympe-pik der satte ham fri som en vægtløs munk hjernevasket af japanske trommemaskiner og stroboskob-flash..

Set positivt var der da mange hatte der var ude for at netværke, selvbrande, tage selfies og karmanasse på de kendte -masserne helst kastede sig lemmings-style ud over kanten uden større bagtanker hver weakend – for at kompensere for den store tristhed hverdagen i det hyperliberale post-digi samfund desværre efterlader. Simons og Sunday var et  et sikkert sted for os at have ekstreme og farlige følelser, vi kunne omfavne var fordi vi vidste, at de vi kunne  “slå dem fra” som en simulator. De skabte et glædes-fængsel, et drømme-rum, en ventil, en lynafleder – et fællesskab i en totalt fragmenteret niche verden på tværs af alder, race og økonomi – et overflødighedshorn af selvrealisering, rus og simulerede kontroltab.

Mainroom musikken var lidt ligegyldig, da alle har al musik efter nettet og det ikke var en bærende faktor i klubbens identitetsdannende fortælling – Simons kørte på bagkanten af neo-techhouse og electroclash-bølgen. Når jeg spillede Simons erkendte jeg dansegulvet foretrak en klassisk trommemaskine oveni et uptempo loop af et trygt filtreret Jackson-track. Når jeg fjernede storetrommen mere end 4 takter, rushede de i baren eller drønede ud for at smække mere luderkrudt i masken. Sunday var mere Danskhall/ringetone-trap. Tricket var at cutte det – en to gears dynamik kendt fra den EDM, vi trods alt var for fine til. Basdrop – filter – basdrop – hvirvel – basdrop – alt multibånds-komprimeret og overstyret op i det røde – 808 bas jordskælvet var kernen. I sidegemakkerne udspillede der sig mere subtile seancer – hvor har jeg ellers spillet Idris Muhammed, Hendrix, DJ Raschad, Mantronix, Aum, Derondo, Temptations, Jon Hassel, DAF og RL Grime i en pærevælling uden at tømme rummet?

FLASHBACK 2: Dont hate the players – hate the game.

Køen på Sunday var vild, folk løg og kæmpede, som var det portalen til Noas (kn)ark. Folk kæmpede for at komme ind, men blev venner når de så var inde, for på toppen af isbjerget er vi alle varme hyggelige sneleoparder.

På Sunday shape-shiftede Generation hest (Ralph Lauren polo/nord-snobber) til noget dyrt stramt sort designergøgl, og blander sig med callcenter-crews, der lavede bas-arm til tam-radio-trap iført blazere, jeans og blinkende 6 liters designer-vodka. Tilsæt en smule diskrete Nørrebro-gentleman-bagmænd, en sjat kreative, rappere og standups klædt ud som extras i Straight outta Compton og så alle de rige folks dumme børn og weekendnarkomanerne, der ikk vil have en kæreste, eller bare ikke kan finde ud af det. Pigerne er markant yngre og blottede mere hud og er bobbet mere op og har tydeligvis byttet modetips med stedets faste stab af ladyboys.  Det lyder som et klamt menneske-mix, men det herlige er, at alle festede, som var det Roms sidste dage, og på en god lørdag var Sunday vores eget rare trygge Studio 54.

Ingels, Sivas, Kidd, Asger Juul, Medina med sit navn malet på ryggen, Ulrich Møller, Habib, Yahya Hassan med to vindjakker med øresnegle, danse-Tue, Asbæk, Klumpen, NC, Glifberg, Shannon, mine x-pats og udenlandske venner – alle væltede rundt for fulde gardiner, og latter-gassede, så de fik forfrysninger på fingrene af sifonerne.

Men lad mig lige zoome ind på de sædvanlige mistænkte på inventarlisten, stereotyperne rundt om flaskebordet, måske nattens epicenter, hvor godtfolk mimer med basarmen til larmen mens de slanger sig rundt om tidens totempæl, magnumflasken:

En sjælden gang sidder der en “ægte” stjerne ved flaskebordet… måske spiller han spade i et uhelligt mix af Guns N’ Roses og Shubidua og har hemmelige hår-extentions og tæver piger på et slot nær Amalienborg, eller er en vaskeægte empatiforladt mediesexual selvskabstømmer-kioskbasker, eller en morder, der har skrevet en bog. Måske er han bare en talentløs nar med en guldske i røven og en effektiv manager. Fælles for dem er, at (botox) masken er blevet ansigtet, og kræver en meget særlig behandling efter al den afsoning langt væk fra virkeligheden…men elsk dem, for vi har de helte, vi fortjener, nu vi ikke selv orker eller har talentet til heltetjansen. De kunne også være en af de mindreværdsmotiverede “eksperter/personligheder/tågehorn”, der lever af taxabons, “afledte sideeffekter”, foredrag og fri latte mellem talkshows. De bor i et cirkustelt foran hovedkanalernes studier sammen med de 200 andre tamme generalist-vejrhane-menneskebrands DJØF har besluttet at bruge din tid og din licens-kirkeskat på. Fælles for disse top-rovdyr i image-økonomiens pyramidespil er, at de ikke kan døje at være sammen med for mange andre kendte i samme billede, da det kan kompromittere deres brand – eller overskygge dem. Derfor har de en diskret wingman (m/k) til at butle dem og suge deres fede karisma og nakke dem der vil have en autograf med sæd, en butler der tager de fans der bouncer af efter første skud på stjernen, der jo ikke kan gå hjem med alle på en gang.

Butlerne checker potentielle kameravinkler, blokerer stalkere & paparazzi, holder stash og koordinerer senere rustikke detours på pølle-bodegaer så omtågede stjernen ikke kan genkendes – pakket ind i et rosende ros af trygge klaphatte, til rafling med ægte mennesker & fake goth-bohemer, hvor den kendte kan få lov til uden blitz at savle og ralle som alle andre efter 06. Her kan de så genfinde deres indre banale tudeprins bag den anløbne klovnemakeup, efter uvant at blive tiltalt som et almindeligt menneske, helt uden vidner et par billige omganges tid.

En anden vigtig spiller på event-inventarlisten er den professionelle by-bi-person, der mestrer social-zapperiet & kontrollerer området med arrogance og respektindgydende dårlig stemning. Iført tidens individualist-uniform forsøger han/hun at lave et brand ud af sit look, ligesom alle de andre uniformerede selvbrandere. Han/hun er ofte jyde, bornholmer, fynbo eller nordsjællænder, men gør alt for at camouflere det. Han har kindkysset sig til en karriere som promoter/dj/blogger/reKLAMekonge, og får måske 400-1500 hvidt og en flaske gås for at skamspille lavopløste filer rippet fra youtube helt oppe i det røde på mixeren, alt imens han/hun cutter sløje streger for at hypnotisere det nærmeste netværk.

Hvis han/hun bruger et pre-mixet sæt, er der mere tid til at lave selfies iført ussel ironisk “hiphop” sponsor-streetwear og flexe sit hakkede korpus, hvis han/hun ikke bare semi-stripper. Reelt bliver han/hun bookede fordi de har vildt mange digitale “venner”på de asociale medier. De kan garantere et tryghedsskabende tinitus-retromix, der umuliggør samtale, så masserne naturligt søger i baren for at dulme den prikkende oplevelse af trygge, men metalliske mainstream-ørentwist-angreb.

En anden professionel i skyggerne er “glædessprederen”. Hans stil balancerer mellem noget diskret anti-overvågningstøj og noget flashy gøgl fra en incassoforretning, hvis han ikke bare ligner en stylish drive-by hool i f.eks CP Company eller Stone Island.

Han er accepteret uden at være direkte ansat, da baren så sælger mere af det angstdæmpende kontrastof alkohol, der dæmper virkingen af hans max. 25% rene, hyperstressede “coke”. Han sælger mest for at dække sit eget forbrug, og fordi der altid er “venner”, der ringer og inviterer ham til fest – han er festens reelle akse og har gashåndtaget, og da “sidste mand altid har ret”, er der tit en hale af eftersnakkende hangarounds, poseludere, håndlangere og vampyrer i røven af ham når han skal på wc. Sukkerfar overscorer tit kvinder, der ikke er begavet nok til at finde et krudtnummer selv. Han påstår snavsen altid er 95% ren, selvom man ofte kan finde bogstaverne fra en hakket Panodil i de 0,6 gram. Han er teknisk set ikke er gangster – de tunge drenge kan ikke gå rundt i natten pga. overvågning og intern ballade mere – men han er ofte meget paranoid alligevel – klart nok, da alle elsker ham fredag, og alle hader ham mandag, når den mentale regning skal betales – når huslejen er sniffet væk sammen med serotoninen. Mandag tager han selv valium, hvis han overhovedet er kommet i seng endnu. Hvis han ikke er træt og smasket som en kogevask, når han er fyldt 35, er han i fængsel. Ligesom poserne aldrig har set Sydamerika, er der ikke noget fedt hus i Miami, højst en masse smarte sneakers, når ballet er forbi, og når narkogælden eller håndjernene klapper. Gid lægen kunne sælge lortet rent og lovligt, så denne sære akavede socio-økonomiske dynamik forsvandt – overskuddet kunne passende gå til afvending af de ofre der styrtede på kælkebakken.

Den mere bizz-orienterede netværker søger også flaskebordet som udvidet kontor, iført et tungt ur, detaljerig blazer og kække jeans og et mix af laksko og sneakers eller fake-normcore-street-dragt, linkedin-app & visitkort. Han leder altid efter noget new buzz-bizz, en investor, eller en god idé, han kan suge fra en kreativ for et par drinks. Han drikker i baghånd og ævler som en sælger og går kun ud på steder, hvor hans målgruppe dominerer. Han gnaver ofte øret af dig, mens han scanner rummet for alfahanner og går tidligt hjem, med mindre han tager sin potentielle kunde ud på det sted, det er dyrest IKKE at få fisse – stripbaren – hvor han på snedig vis får en kvittering han trækker fra. Han snakker meget om sport og alle andre utility-emner – som døråbner til hans hovedret…penge. Han ser ikke personligheder, blot positioner.

Han jages ofte ned af en fadersøgende servicedame, der skal have en ny taske eller et par nye tasker, før alderen rammer sidste salgsdato. Hun vil gerne købes fri fra slavejobbet og bare være mor, have en lille konepasningsbutik med duftlys og oliemalerier eller en coach-uddannelse eller noget med grafik, kunst eller ler. Hun ligner en julefrokostdame-kage indsmurt i pancake med pudder ovenpå, der pixelerer. Ansigtet ligner en siameserkat i modvind med et klonet silikone-ande-næb på. Hvis det er helt slemt har hun byttet modetips med en trans eller et skelet. Hvis hun ikke når at fange en sponsorfar før badetiden er forbi, transformeres hun til damen med de blå tænder, der hvæser bitre sandheder til døve ører. Ved midnat danser hun brunstigt til al R&B, dog ikke Kanye´s Golddigger. Disse damer er pjattede med skuespillere, til trods det faktum, at de er lost uden en instruktør til at puste melodi ud af deres tomme fløjter. Det problem har begge parter. Andre jager sponsor-tunge sportsstjerner eller bare generelt alt, hvad der har været på de kulørte kanaler i de helt brede formater. De tager selfies med kendte og blogger om alt det, de spiser og knipser fødder mod himlen. De kommer ofte i hold, anført af en halvdoven påfugle-babe, der er specialist i at kussepiske mænd om til bamsestole fra Illums bolighus. Lederen er mere sex-symetrisk end de ofte sjovere veninder, der cockblocker alt ukendt og billigt, men ofte ender med at ligge uforløste i ske som et håndboldhold med pizzabakker fra Gothersgade rundt om sengen eller endnu værre – de ender alene på Tinder.

Ved kanten af bordet står ofte mindreværdsmotiverede skodkendte, der ankommer i flok for at lave en kritisk masse af genkendelighed, nu de er glemt for, hvad de nu var kendte for i nye sæsoner af forskelligt social-Darwinistisk bras, sport, mode eller rap. Kanonføde fra “godt det ikke er mig kanalerne”. Måske har de endda rodet med noget fiiin-kultur, men er blevet erstattet af nye gratis interns i medie-mussehjulets sweatshops. De ældre af dem ligner børnevoksne i hiphop-telte og reklame-krigere, de har en sær fetich for ghettostil trods det faktum, at deres kreative “karriere” er funded af curlingforældre.  De hænger også ud med sortklæde fans af bands i fancy pants og en fyr, der ligner en ituklippet trommeslager fra Muppet Show i Rick Owens læder og spirituelle armbånd, der skal lave en “dyb kontrast” til hans arvede Rolex-bling.  På 30 år har han bidraget til samfundet med at style 15 vigtige serier/historier til nogle reklame/modeblade (læs hentet og bragt sponsortøj han senere solgte på trendsales – efter at have hældt coke på en fotograf, der har nakket et look fra et gammelt Vogue eller ID). Han taler religiøst om brandtøj, sviner tjenerne, nasser drinks og smøger og kaster knive i ryggen på alle, der vender sig om, når de ikke forstår han er gud, fordi hans far bor på den forkerte side af strandvejen. Han er ofte flankeret af en borderline cutter-model/med-misbruger på max 19, der tror Muppet-Show kan gøre noget for hendes “karriere”, mens de leger Sid og Nancy/Kurt og Courtney. Jeg ved hans pik ligner en grønlandsk isreje til kortene er knækker, og han finder dig selv vægt- og grænseløs, mens han eftersnakker snusfornuftige psykopater, han intet har tilfælles med for en ekstra streg pift fra lykkeposen. Han vågner med en frisk lille tattoo med stavefejl cirka to gange årligt.

En, der har for travlt til forspillet ved flaskebordet, er post-bøssen, der mest ser sig selv som en stjerne-åbnende hetero-jæger, altid på jagt efter en ny bædom under bæltet. Han cruiser mellem mode-smadrede piger, han bruger som madding for hakkede sporn-seksuelle himbos, Dilf´s og skovhuggere, der endte med at ligne jødiske diamathandler-klichéer, som gemmer deres manglende manddom bag store balsamskæg, blå briller og hatte limet på med hårprodukter. Emma gør han kan kramme og vimse sig ind i hjertet af flere ensomme heteroer nemmere, og han er dansegulvets ubestridte konge, nu breakdancerne ikke bliver lukket ind mere pga. skunk-stanken.

Jeg kindkysser med en modeblogger-veninde-kamæleon, der tror livsstil er kunst, der pepper sig med mom and dad og deres vinyler – “wow Velvet Underground igen igen”, et receptions-renæsance-menneske, der vejer sin mad, der altid popper op ved siden af de rigtige menneskebrands i vigtige festrapportager i vigtige sko fundet på et eksotisk loppemarked, der i virkeligheden er sponsorerede. Hun har en PhD og en skægget fyr med ADHD og er lige landet fra Ibiza for at gå igennem en film og spille dj i kældre for flasker og twitte, snappe og instagramme om det og gå med en taske til 22000 fra Holly og måle sig med de andre strudser og tvangsvaxe engangsknaldets ryg når han har snorket for længe med sin colastoppede tud. Hun skal nå at have to smukke øko børn for at gøre sin dominerende mor glad, hvis det kan kan lade sig gøre… Hun elsker når jeg holder døren, men svine mig for det. Hun fik botox i panden da hun fyldte 27, og skal giftes med en rig fyr hun heldigvis ikke elsker, jeg håber ikke det ender med han får et barn med hjemmeslaven fra au pair-øerne. Hun er ved at lave et aquafunk eller folk band med en laptop-fyr fra Island, og laver charity så hun kan møde rige mænd og lære at snyde i skat via kunstindkøb. Hun har en neger og en bøsse-ven med, og simulerer tit lesbisk for at få mere blitz. Hun har så travlt hun intet mærker. Hun slummer på Floss på en mandag, men kommer op og træne hver morgen. Jeg vil gerne være prøve at være hende, bare en enkelt dag. Vi bliver skilt af den skubbende menneskemasse, da jeg møder en nyskilt herlig humørbombe: “Jeg kunne ikke mere, havde ligesom fået det ud af forholdet jeg kunne, så du min forside på Bo Bedre? Jeg skal skilles.” Exit. / Hvis du føler dig truffet af nogle af ovenstående totalt fascistiske genereliseringer, så søg promte det nærmeste transportmiddel til et trækrammer-kursus uden mobildækning i en økologisk skærgård – prompte tak.

En ny cirkulær begyndelse: måske fik alle bare nok af pingvin-suits og key account managers der sprøjtede bobler til danskhall. Sunday holdt langt over den normale sidste salgsdato (2-3 år) uden at blive en kravlende gorgonzola & Simons-banden gik kontra og rekonstruerede noget der mindede betænkeligt meget om kødbyen i nullerne: Chateau Motel på det gamle Pan/Slik/K3 samlede et uhelligt mix af japansk Karaoke, tysk trampehouse, velour-lounge, artyfarty performance, sponsorevents & bodega…et multivers uden kerne eller overblik, hvor man kunne fortabe sig eller skifte stil og stemning fra rum til rum – måske det perfekte billede på nutidens manglende fælles referancer  – der var skruet op for gøgleriet. Som modvægt genåbnede Sunday så under navnet Dolores – hvor man skal være over 28 – smart nok, da den fede skilsmisse-cocktail generation har været klub-hjemløs længe, og selfie/snapchat/EDM-generationen – deres børn – har skræmt dem ned i vinkælderen eller til røvsyge gourmetsexuelle seancer, så tiden må vise om de stadig kan danse som dengang på Ibiza. Simons-banden faciliterer stadig at masserne kan give slip – som kontrast til vores ellers tranceagtige anonyme & konforme adfærd i det offentlige og digitale rum. Vi har brug for at mødes i nyt lys igen allesammen, for tænk hvis vi tog vores natlige adfærd med videre og flirtede og dansede i trafikken mandag…jeg venter stadig på på den store romantiske ravolution, hvor nattens frihed fortsætter videre – ind i resten af vores virkelighed. Vi ses derude.

RELATED POSTS:

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter