Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

Tilbage i de glade bz/postpunk 80ere havde vi et ræs om hvem der havde de mest extreme vinyler, og en sikker vinder – der bankede nazibøsse-pretechno som DAF eller industrial rockabilly som Suicide eller skøre Residents eskimo-jagt-disco – var Throbbing Gristle´s 12″ Discipline. På forsiden ser man bandet…der på det tidspunkt ligner en blanding af Velvet Underground , en bande SM-swingere og Barder Meinhoff – foran det gamle propagandaministeriet i Berlin. På bagsiden starter min affære med det okkulte med det profetiske slogan “March music for psychic youth”…hvilket jo er en lige så præcis beskrivelse af den techno der 5 år senere ramte verden. Jeg var allerede på bandets analoge mailliste og samlede ivrigt, og fik så kort til efter tilsendt “The grey book”, der b.la instruerer disciplen i den 23 kl.23 (google 23) at meditere over hvad man I VIRKELIGHEDEN har lyst til, udenfor samfunds og reklameskabte normer…hvorefter man skal skrive det ned og derefter bemaler papiret med blod, spyt og…efter man igen mediterer over ens helt private, uhæmmede drøm, giver man så sigil-papiret det sidste lag med sin friske kønsvæske. Dette skal så sendes til Templet for Psykisk Ungdom udenfor London, hvorefter man efter de har analyseret ens “værk” gratis vil modtage nye personlige instrukser til et passende ritual den næste 23ende. Visionær tantrisk magi, hvor 1000vis af globale gokkere fyrer den af samtidig…(eller kæmpe practical joke?)…helst til tonerne fra Templet, der på det tidspunkt udsendte plader der dekonstruere bevistheden og samfundets kontrolprocces via optagelser fra masseselvmordet i Jonestown mixet med tibetanske lårbenstrumpeter, metalsamples, uzi-salver, ulvehyl, optagelser af fødsler og lsd-profeten og kultmorderen Charles Manson. Det ultimative produkt til at fremmedgøre og bekymre både sine Joy Division lyttende venner og ikke mindst det perfekte soundtrack til at flytte hjemmefra til. Med pladerne og bøgerne fulgte et pensum af cut/up superbeatnik William S. Burroughs´s værker, satanisten/magikeren Alister Crowleys transmissioner af et mix af kabbala, tantrasex, avanceret vestlig magi og narko-experimenter i starten af 1900-tallet. Tilsæt dertil en spids paramilitær paranoia, og du har en parodi på en kult, hvor kun det trænede øje ikke bliver skræmt væk. Jeg husker intens tantrisk meditation på svampe på golfbaner, påkaldelser af dæmoner og karatetræning i sneen om natten i parker iført vinter-camoflage. Verden var ny og magisk, og til at ændre med Nietzsche-agtig vilje. Det mystiske var så jeg var alene med det…kun andre super-avantgarde tosser fattede min paramilitære grå præste-uniform og min aparte musiksmag. På plussiden skræmte det en masse teenage-tåber væk, og jeg gik igang med at lave collagemusik og kunst, da en del af “deprogrameringen” bestod af at se sig selv som genial dellitant. Heldigvis mødte jeg min første kæreste i gymnasiet, og postpunk ekstremiteter virkede pludselig ret irrellevante. Men en dag kom templets gudfar William Burroughs…på det tidspunkt en 75 årig frisk luxusjunkie  – til København, og viste mig alle kunne skrive, man kan jo bare klippe det man er fascineret sammen, i stedet for at vente på den guddommelige inspiration udsultet med en fjer-pen på et loftskammer, og senere spillede Templets hofband Psychic TV i ungdomshuset med 23 videoskærme med blodige ritualer på, der senere gjorde de måtte flytte fra England pga. myndighedernes chikane. Dengang var videokunst, piercings, extacy og sampling ren scifi, hvor de fleste hørte Gasolin eller Yachtrock eller fuzak-funk – men koncerten virkede forældet og understregede bare jeg allerede havde lært kultens egentlige lektie: dræb dine idoler, fuck reglerne, drop hvad folk tænker, drop forbrug og identitetsspil, verden er i dit hovede, gør det selv, tag et ansvar, lev din drøm. Jeg følte jeg kunne gøre det bedre end bandet og kulten allerede, missionen var fuldført. Så nogengange er tingene ikke hvad de ser ud til, og nogengange skal der krads medicin til og patienten går styrket ud fra operationen. Siden da har templet opløst sig selv, og dets “chefideolog” Genesis P. Orridge (=skabelsen af grød…) er blevet opereret om til en klon af sin kone, der så er død, jeg har solgt vinylerne til maniske samlere til overpris så ide-virusen kan finde nye ofre…og “The Psychic Bible” kan fås i Politikens boghandel… hele templets saga burde filmatiseres prompte, hvem kommer mon først?

Støt filmen – der siden jeg skrev dette er ved at blive virkelighed – her. 

PS: Det går vist lidt blandet for G.P.O. idag, se her:

 

 

RELATED POSTS:

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter