Den sorte eller den hvide pille? New age eller retropunk? Design eller rod?  Valium eller poppers? 

Mangler du noget flot der matcher sofaen du kan investere i, trække fra og positionere dig med? Jeg løb igennem en unavngiven kunstmesse og tog lidt billeder af unavngivne værker  – og opdagede at kunsten – lige der- var totalt løsrevet fra resten af virkeligheden i en boble..og dog….Der var to hovedspor – en der søger skønhed, poesi og mystik men ofte ender i design – og den dialektiske modsætning, en retning der er nostalgisk efter oprør og humor. (Lyt til min podcastserie: Få succes i dansk kunst –  her)

Først den “nye” abstrakte minimale formalisme, en genre hvor man undersøger materialer, coolness og tekstur frem for følelser og budskaber – der ofte ligner design, tapet eller baggrunde til billeder – der fungerer som spejle eller landningsplads for beskuerens projektioner – med klare kunsthistoriske pejlemærker og skræddersyet til markedet og et hjem i shabby chic møder Wallpaper-stil. I en tid hvor alt afkræves forklaringer, der kun er en google søgning væk, er mystik i høj kurs. Man er selv nød til at digte en historie, ligesom man selv er nød til at hallucinere en melodi i tør minimaltechno. Som med så meget andet handler det om formidling – og der er masser af udredende arbejde i den mystiske nye formalisme til kuratorer, kunsthistorikere og gallerister – værkerne forklarer ikke sig selv. En anden fed feature er værkerne fremstår klassiske, kloge og tidsløse læs investeringssikre, og at de ikke kan provokere nogen eller afkræver følelser eller debat. Plus de mixer godt ind i et Skandinavisk designhjem a la Illums bolighus. Vi skal heller ikke glemme at køberen kan positionere sig som filosofisk og så overskudsagtig han/hun kan kaste penge efter brandede objekter og usynlige ideer der tydeligvis koster en brøkdel at producere….man kunne også bare tænde en cigar med en 1000 euro. Det er bare ikke fradragsberettiget. Kunsten fremstår her som en forlængelse af en bank og en boligbutik, der kun spejler visionsløs forbud af fake mystik, fetishisme, kunstnermyter og “intellektuel” dekoration. Personligt minder det mig om brutalistisk beton, fersk new age musik på B&0-anlæg på valium.

I slipstrømmen ligger der så nogle værker der som antidote simulerer en symbolsk nostalgi efter kritik, det barnlige og absurde, men de opløser ofte sig selv i det vægtløse kunstrum som gimmicks…90erne er ikke slut her:

Lyt til min podcastserie om at få succes i dansk kunst her