Da det store flip i 1970erne blev bremset af massiv ungdomsarbejdsløshed efter oliekrisen blegnede alle de glade utopiske fortællinger om Beatles, Freud, Marx og Buddha – og hippiernes børn omfavnede fremmedgørelsen og dyrkede no-future-nihilismen via punk – en slags samfundsfornægtende hvid rastakult startet i en modeboutique i London. Utopisk kærlighed blev erstattet af rå vrede i AIDS og atomskyggen.

Lyt til mit DJ-sæt i Barbue-stil her:

Punkerne kunne ikke slås eller løbe i deres stramme tøj, og bliv ofte misforstået – folk projicerede alt fra perversioner til nazisme – over på de tidlige ganske misforståede punks, der blev jaget vildt for rockere, politi, gadebander og almindelige borgere overalt i København K, hvor de hang ud. Gammeltorv og Storkespringvandet var ikke sikre, ofte kørte der en bilkortege op og lavede snigangreb…og det var koldt, så punkerne søgte ind på tolerancens højborge, bøsse-Pan, Hovedbiblioteket, spillearkaden/pornobiografen i Nygadebio og hippiernes gamle besatte hus, Huset. 

Der var meget tumult på trappen mellem de lokale Sheriffer, Bowler-Ole, Råbe Ole, Jazz-Ole og Orne-Ole – og hvad de ellers hed – og små punks der bare hang ud uden at købe noget iført kælerotter og nitter. 

Men på et tidspunkt vendte det hele – måske var det fordi punkens mystik og angstfremkaldende effekter var blevet afmonteret og forklaret via artikler i medierne og nu kunne køres i H&M – måske var det fordi hippierne indså de var brændt ud som kulturel kraft – at de var over sidste salgsdato og der skulle nyt blod til. Huset blev ombygget med en fimset floppet firsercafe i bunden hvor der før var øl-jaz, den mere funkrockede Musikcafe på toppen fortsatte, og post-punk klubben Barbue åbnede dørene for en vifte af nye stilarter, der desværre endte i bænkevarmer-indie og ked grunge senere… Post-punk? Punk brændte hurtigt ud, men efterlod en aktivistisk følelse af du kunne gøre det selv – “du har ikke en chance – brug den!” En masse punkere var vokset videre og begyndt at lege med film, digte og elektronisk musik – med udgangspunkt i punk brød de formatet og fragmenterede ud i subgrupper man for for forståelsens skyld kunne kalde Rockabillys, Mods, Skins, “Avantgardepunks”, Skate-punks, Surfpunks, Psychic Youth, Goths, Hiphoppere, Breakere,  pushere, BZere og New Romantics – ofte mixet personligt sammen…folk samlede sig om de lokale helte fra Sandmen, Sods, DAD og nassede stoffer af hinanden til man ikke kunne se wc-gulvet for bar små pulverbreve.Jeg stod i en bunker i hjørnet 2-4 dage om ugen og spillede vinyl så højt jeg kunne for penge…hardhop & metaldisco. Det startede med DJ KAT D:

DJ KAT D – tastemaster

En typisk aften på Barbue indeholdt følgende formel: en masse mennesker med død attitude i lange sorte overfrakker, sorte pilotjakker, DM´s på speed med crewcuts drak sort guld, mens de så en sorthvid dokumentar om kønsskifteoperationer – selv operationerne. Måske havde VJ-en glemt at klippe de tyske reklamer ud før filmen. Så kom der en film hvor to overvægtige havde sex i en stort badekar med spagetti bolognese til tonerne af DJ Kat-D eller undertegnede – typisk et mix af tidlig rap, dub, ambient, EDM, postpunk, industrial og Psychobilly. Suicide, Augustus Pablo, New Order, Ultramagnetic MC´s, Foetus, Front 242, DAF, Model 500, Public Enemy, Laibach.

Så spillede de lokale provinshelte – typisk en folk middelklassebørn der gerne ville opnå Københavner-fame med noget Talking Heads, Smiths eller Joy Division klon gas. De kunne typisk ikke spille og havde nogle lysbilleder med betonhuse på og en forsanger der vred sig der skændtes med en usikker guitarist. Deres venner klappede . og de endte allesammen i Ud & Se 20 år senere. De prøvede at hænge ud med aftens hovednavn backstage – der f.eks kunne være et uniformeret Belgisk Electroband med en spritny trommemaskine der kørte under en masse bånd med Jim Jones og Charles Manson på mens de trykkede på nogle pipende monosynths – publikum kunne så gætte på om de var nazister, satanister eller bare var ironiske – eller “krængede vrangen ud på samfundet for at vise os det bag masken.”

Bagefter galt det som dj så om at reaktivere pogoen ved at spanke dem med endnu højere og ondere lokale hits – ellers risikerede man at ende med at stå og spille sørgelig indierock for bænkevarmere, drankere og digtere.

Som så mange andre døde subkulturer har Barbue sine egne retrofester..læs her

Barbue var først en subkulturel smeltedigel, men som med hippierne før dem havde det sin tid – stedet var ikke så god til at de nye techno og rap-miljøer, og det sorte look føltes meget forældet efter det var gået totalt mainstream. Folk rykkede videre i livet eller fortsatte festen i Vestergade, Boltens eller til fabriksraves. Samtidig blev Huset ledet af en flok visionsløse alkoholikere, der ansatte endnu mere talentløse mellemledere med smag for spade. Rygterne gik om at kommunen bevist havde placeret idioter for at køre stedet ned, da stedet ikke passede til 90ernes mere liberale idealer, og de var under massiv påvirkning fra resteuratører, der mente Huset var decideret konkurence-forvridende. Huset genåbnede som en slags mere borgerligt museum, men genvandt aldrig sin betydning, der peakede mellem 1970erne og starten af 1990erne. 

MIN INDRE BY – FØR & NU