Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

TIDSSPILDELEGE

Vi sidder I sommervarmen sortklædte i en borgergrå fransk minibus, omdannet til magisk kneppetank som tre musketerer eller små grise. Hackeren spiser en skive ananas i kontrast til hans cyperpunk-skal, en unik uniform/attitude perfektioneret gennem pogo-dans i London fra slutningen af 1970erne. Jeg gætter på han får abstinenser efter sit computercockpit indenfor 16 timer, men nu er han totalt tilstede, trimmet og i baghånd på forkant med enhver udfordring. En rolig og rummelig ninja, der efter en lykkelig landing fra en sky af it-iværksætteri og nyligt frafløjne teenagebørn er blevet en blid zen-sadist.

Se billedrapportage her

Jeg sidder og finder egnede landgangszoner for vores snarlige nordlige bezerkergang på en ipad, jeg danner et strategisk overblik over aftenens absurdistiske manus, det er ikke så svært, da sommerlandet er en forsimpling af byen. I modsætning til net-ninjaens helårsdragt er jeg kamofleret som en helt underspillet salt og peber fyr camoufleret i drenget polo (Dior), Prada badeshorts (med vigtig vandtæt pulver-lomme) og et par Jordans (negerbiler fra Japan i størrelse 47 designet af en farveblind). Jeg har ingen agenda – ud over bare at være her, og måske få lidt munddiarre og tourette-agtigt kalde alles bluff og kigge på mennesker, nyde og tænke i den varmeste sommer i 24 år, og måske sætte et flag i en madam. Det er ikke en researchtur, og denne tekst kom ud af sig selv bagefter som ren terapi og modsvar til alt det hypede ævl, der har været skrevet og sagt om det åh så vilde Tisvildeleje. Tror min fest bliver bedre, som altid. Monotont.

Jeg skal dog holde et kærligt øje på min driver for at undgå drama. Han er en filmstjerneflot halvneger, der skal luftes efter 12 års fængsel, udløst af et pulverflip uden bremser. Han er cool igen, men jeg undgår at sætte dna-spor på hans taske, ligesom jeg brummer let faderligt, når han kører for råddent. Vi beslutter rejsen og legen er målet. Vi aflyser kollektivt jagten på prinsessen, kongestatusen, legetøjet, historien, de selvspejlende stammedanse og alle de andre kollektive hallucinationer der driver nutidens danske folkekomedier. Vi HAR været i helvede, og vi kan lave et, hvis vi er pressede ud i det, men lige nu er vi helt hippiemilde, og er af uransagelige grunde på vej til borgerskabets foretrukne vandhul nordpå som tre matsorte spionsatteliter der snart vil glide igennem en matrix af middage, telte, soveværelser, barer, scener, haver og strande. Tre gange field niggers borgermuzakken ikke tilbyder en soveplads, da vi gør slaverne vilde og knepper konerne. Tre badegæster fra helvede, med xray-øjne, der snart får forstadsfantasien til at tilte og kaste det hvide logo-håndklædeflag som på fandens fødselsdag. En hacker uden computer, en mediemunk uden mission og en junkie uden junk. Let´s chill the fuck out.

Vi tanker forsyninger på den tuttenuttede hovedgade, der ligner en kulisse i en Dansk Folkeparti valgvideo. Alle er i lyse pasteller, beige eller neon. Der hilses, som var vi til gamle elevfest. Mærkeligt at vi tager væk for at møde præcis de samme mennesker og arbejde videre i vores såkaldte ferier. Vi stopper ved den gamle høvding for den “kreative” klasse, Ommer-manden, en supersælger, der som et levende Shambala-armbånd pakker den rå kapitalisme ind I et plaster af buddhisme. Han har som altid travlt med at segmentere og caste folk i betonsko for at konsolidere sin egen position, og lige nu er hans ellers perfekte gyldensprøde Goa-tan ved at flække over, at en ny generation likehunters er ved at vriste stafetten ud af hans småsvdige pianohænder. “Uha, de har hegn og dørmænd. Det er ikke stilen her!” Jeg pointerer tørt, at “i Krealand har alle en indre dørmand, og hvis jeg kom til deres togvogns-event med et BT i baglommen, og bestilte en breezer, ville jeg blive instant socialt radioaktiv.” Men painstream-pressen, der ser en lejlighed til at holde ferie, mens de skriver om en stendød scene af 300 af deres venner – har udbasuneret at en gruppe stand-uppere (Uff! Lavkulturalarm) og promoters vil skabe en landingsplads for de kulturløse horder fra Hornbæk, Rungsted, 2900 Hell og Skagen. Uha uha. Alle ved jo, at rigdom ikke kommer uden integritetstab, og mange penge giver et overfladisk lorteliv. Så som modgift bliver vi inviteret på healende seancer med vores forældres næsten gammelmodernistiske ikoner, der reelt bare skal legitimere reklamekriger-stammens fake kunstnerlook i en togvogn, og lutre/maskere deres skyldfølelser over at sælge ud. Øh…af hvad? Jeg ryster på hovedet, og inviterer ham ned i yuppie-ovnen, da Ommer-manden vel bør opleve festen før han fastholder fjendebilledet. Argumenterne bider ikke på Buddhafar med mantra-tatoveringen og stråhatten. Hans ego er i vejen, både for verden men mest for ham selv, men han mangler ord, så han smiler blot sit ironiske drillende overskudssmil, der altid er på det vindende hold som en vejrhane. Jeg spiller for ingen hold – hverken de nyriges på Bistroen, de Wood-wood klædte soundvenue-masser på microfestivallen eller de mediesexuelles retro-togtrip. Jeg spiller hverken for de nyrige eller de gammelfattige. Jeg er her bare. Vi tror ikke på den mærkelige tribale livsstilskrig her, så vi returnerer til et kropstema i vores valg af middagsseance. Hvor springer den friske hunlaks?

Vi glider ned ved et veldækket bord i en paradisisk have, hvor halvafklædte modeller har kokkereret hele dagen. Gæsterne ankommer helt opboppede, og overfor sidder en mediepræst med en Karen Blixen hattedame, der vist arver Novo eller et eller andet – eller prøver at lade som om. Hun kigger søgende rundt efter en ny oplevelse, der kan udfri hende fra hendes indre mareridt. Måske cutting? Præsten er specialist i guldgravning og svigtede Herlufholm-piger, han så svigter igen for at fastholde dem. De falder for hans trygge affærdigelser af alt efter 1960 og snobbede selviscenesættelse, der gik fra at være en karikaturmaske, til nu at være hans sande ansigt. Jeg tænker en præst er en panser med en bibel I stedet for en pistol. Han vil være statsminister, men han sidder fast i et loop mellem lancierfesten og oldtidskundskaben, og har fundet en scene som blogger for de borgerlige, thi de mangler altid kulturpersoner, og det der ligner – som alle andre poltikere. Cowboyhat, oldævl, konditorier og pikpral… Han falder hurtigt i snak med en anden statsstøttet neokonservativ radiofyr, der også vil nedlægge velfærdstaten, trods det faktum han er et produkt af kunstakademi og filmskole, og er født med en mindre guldske i røven. Han instruerer og råber i uæstetiske reklamefilm man har tissepause til, men ser stadig sig selv som en vildt vigtig undergrundsfyr – måske fordi han er kronisk blæst på brun hippiecrack, men mest på sit oppustede ego. Måske er deres trip –udover et råb om opmærksomhed – bare en slags omvendt hævn på deres tresserforældres svigt og fallerede frigørelsesprojekter?

Værten, jeg kalder ham Kussehviskeren, slår på glasset og holder en FN-agtig generalistisk tale om, at “der vel nok er mange forskellige mennesker her”… Måske for agere lynafleder for en fyr, der helt uden skam eller skyld har vendt sin tallerken og er sprunget direkte til sin medbragte colombianske dessert. Vores generøse vært er en sand tossemagnet. Måske kommer det med kussehvisker-kaldet, hvilket tiltrækker en hale af piger, og forvirrede mænd der tror karismaen smitter af, i dette libido-lamme land. Bivirkningerne ved at være kussehvisker kan dog ikke underkendes. Han er paria i hele byen, for en mand med mange kvinder på cv’et tiltrækker flere kvinder, der nødvendigvis – hvis hans terapi lykkes – bliver emotionelt knyttede, og derefter indebrændte, når Peter Pan flyver videre på sin, noget narcissistiske, mission. Mange af de kvinder har desuden nogle røvkedelige mandemøbler i deres liv, der måske heller ikke er på toppen over, at ræven i hønsegården udlever deres skjulte kongepik-drømme, mens de slaver for at betale gildet. De ser ikke hvor hårdt arbejde det er at holde kussehvisker-myten gående, og hvor mange stik det show giver i ryggen. Kussehviskeren ender måske som George Michael eller min gynækologven, der gik gay pga. for meget fisse. Han danser på et barberblad, men lige nu er han bare den perfekte vært, der sprøjter social lim udover kludetæppet af gæster, flankeret af en mindre Manson-familie af defekte kvinder han på magisk, men udansk vis kører i polygam stuepige/haremsstil.

Det er hyggeligt. Næsten en social utopi; og ligner en Kenzo-reklame fra 91, men jeg blev bitter i munden, og følte mig fremmed- frigjort som en alien. Middagen bliver en petriskål med simple livsformer, der mødes i mit et mikroskop, et spil jeg kinder på rygraden som et ritual. Gæsterne konverserer meget om mad, og alt det andet vores forældre talte om ved lignende middage, bare ikke Verdensrevolutionen, Kærligheden, Hjernen eller Fremtiden. Jeg blev mål og vægtløs, og så rastløs, og mine wingmen er heldigvis i lignende tilstande, så vi glider diskret gennem en hæk forbi et redskabsskur, hvor der står et umage par og forsøgte sig med famlende erotik under fuldmånen, mens en flok tennispiger fra Humaniora på pik-pilgrimsfærd slår et telt op i kussehviskerens baghave med imponerede akutesse, raffineret gennem globale feltstudier og massiv festivalaktivitet.

Vi når et bleget analt showroom af en pragtvilla, der ligner noget fra Wallpaper, skudt til en ejendomsmæglervideo af Nicolas Bro. I huset er der en bog – om Tom Ford, en film – American Psycho (lækre mænd i suits) og en playlist – Mcdonna. Selv i skabene er alt nyt, med prisskilte fra Illums bolighus. En fyr, der hårdnakket har købt sig ind i modebranchen for familieformuen, skammer sig over sin x-legetøjsmand. Jeg gætter på han før var tennistræner. Han rødmer og hvisker: “Skilærer”. Om bordet sidder samspilsramte perfekte menneskebrands i et neurosefællesskab, de har spredt deres indre usikkerhed til andre for klingende mønt, for i mode er man aldrig tynd, rig eller ung nok. Man skammer sig altid over et eller andet, og i stedet for at tabe de kg, eller tjene de penge, eller måske endda bare finde sit indre nulpunkt, køber man så uniformen, så man er med, og lidt yngre og lidt tyndere, indtil alle har det samme, og man skal finde en ny uniform. Desværre er der mange, der ikke kan mærke lykken ved u-økologiske, ulogiske sko og tasker efter 2007, og modebladene er blevet det nye porno – de er gledet fra kaffebordet ned under Hästenssengen.

Der hænger en lille infantil Tal R på wc’et, hvor der står et Muntre Simonsen duftlys og hørmer, med et vigtigt budskab printet på den beige stearin jeg allerede har glemt. Den morsomme dialog omkring bordet handler mest om de jyske kunder, der reelt holder alle mode-mussehjulene i rotation. Mode-Moby jammer om noget sikker retrokultur, han er den enøjede i de blindes rige og griner sig gennem alt. Jeg er ved at komme ned i cocktailkroppen, så kødkompasset vækkes, men i sommerland, er de fleste piger enten mine venners flyvske døtre på under 21, eller mine venners bitre x-koner over 35. Dem i den spændende mellemgruppe har desværre set sommerlandets bluff og er deserteret til locations, der er mere i sync med tidsånden. “Please… ikke Tis eller Berlin igen-igen.”

Vi driver videre gennem en elegant allé i den stjerneklar nat, og ser en cirkel af måske fyrre 15-50-årige mænd. De tæller ned og løber mod midten af cirklen, til de ramler sammen i en stor amerikansk fodboldbunke. Det er en nordsjællandsk og mere hooligansk variant af den mere joviale og dansende vikinge-heavy metal mosh pit på pift, bare uden musik, og målet er at smadre så mange af de andres iphones som muligt. Nu mangler der bare noget spritbilisme eller en opskåret øko-pony mere. Jeg tager en mental note om aldrig at sende mine kommende børn på kostskole.

Vi når endeligt den forkætrede yuppiefest med alle de gamle boble-venner, der aldrig har fattet pseudokonflikten med “kultur”-reklamekrigerne… En god koncert er i Parken, en stor mand har en stor bil osv. De aner intet om den døende, selvbestaltede medie-elites skik og brug. De bruger ikke den slags. Hvem ser tv eller hører radio mere, når man lever i en film? Festen er fuldstændig som en genudsendelse af Nasa i 1997: rige folks ensomme, dumme børn og deres butlere sidder bonnert bænket ved flasker, der fungerer som stripperstænger for yngre halv-prostituerede kvinder, mens tidens tarvelige, overkomprimerede autotunede toner udsletter enhver samtale. Ved andre borde sidder nyrige slidere, der hader at bumser som undertegnede suger lyset fra dem uden sved og kamp. Folk der ikke hilser i København falder mig om halsen, men kussehviskeren er væk, så jeg ringer, hvorefter min opmærksomhed bliver rettet mod taget af den lave bistro-bygning, over de 400 pastelpoloklædte vodkaklovne, der skyggeboxer med deres spejlbilleder. Jeg kigger op, og ser et oplyst logoskilt med kussehviskerens skygge viklet ind i en kvinde. Pikken dingler 4 meter fra hovedet på den nærmeste udtryksløst botoxede indavlede event-tyr, der er ved at forhandle prisen med en blond escort-psykolog fra Jylland.

Jeg kindkysser med en modeblogger-veninde, der tror livsstil er kunst, der pepper sig med mom and dad og deres vinyler, wow Velvet igen igen, et receptions-renæsance-menneske, der vejer sin mad, der altid står ved siden af de rigtige menneskebrands i vigtige festrapportager i vigtige sko fundet på et eksotisk loppemarked der i virkeligheden er sponsorerede. Hun har en PhD og en skægget fyr med ADHD og er lige landet fra Ibiza for at gå igennem en Noers film og spille dj i kældre for flasker og twitte og instagramme om det og gå med en taske til 12000 fra Holly og måle sig med de andre strudser og tvangsvaxe engangsknaldets ryg når han har snorket for længe med colastoppet tud. Hun skal nå at have to smukke børn og være øko for at gøre mor glad, hvis det kan lade sig gøre. Hun elsker når jeg holder døren, men svine mig for det. Hun fik botox i panden da hun fyldte 27, og skal giftes med en rig fyr hun heldigvis ikke elsker, men det ender med han får et barn med hjemmeslaven fra aupair-øerne. Hun er ved at lave et aquafunk eller folk band med en laptop-fyr fra Island, og laver pc-charity så hun kan møde rige mænd og lære at snyde i skat. Hun har en neger og en bøsseven med, og simulerer tit lesbisk. Hun har så travlt hun intet mærker. Hun slummer på Floss på en mandag, og træner hver morgen. Jeg vil gerne være prøve at være hende, bare en enkelt dag. Vi bliver skilt af den skubbende menneskemasse, og jeg møder en nyskilt herlig humørbombe: “Jeg kunne ikke mere, havde ligesom fået det ud af forholdet jeg kunne, så du min forside på Bo Bedre? Jeg skal skilles.”

Jeg kan ikke se nogen spor af de annoncerede københavnske natklubchefer eller deres standup-backup-PR-entourage, og noterer mig at der blot er fire toiletter til hele banden, og der er større kø end til baren. Toiletvognen til 3500 er sparet væk, trods det matcher prisen på en flaske. Nogen flasher salathovedstore pengebundter. Folk med mexicanske motiver på guldkæderne er her, da det lilla og det blå segment som bekendt har samme smag i tyske biler, silikone, brands og cola. En masse sælgere står omkring nogle folk, der vistnok er i Se&Hør, og håber på en Instagram-tagging og et par frafaldne fra de neo-kulturradikales togfest pitcher nye, måske-kapitalstærke, kunder ned. Da jeg fortæller en yngre appetitlig kvinde, at jeg er droppet ud af mediebranchen og livsstilsfængslet generelt, forsvinder hun forvirret. En model spørger om jeg stadig laver reklamefilm, men jeg kvitterer med “nej, tekst-tv”, da jeg ikke orker at lyve om fremmedlegionen eller forhørslederskolen, men replikken virker bedre end peberspray. Jeg tænker denne fest reelt var skabt af ejendomsmæglere for at boppe området op. Der er Hellerup-hiphop bøvs og hæmmede yuppier i to lag, men de virkeligt kendte, og dem der ejer noget stort, er skredet i angst for kameraer, men der er ikke nogen presse – kun deres egen paranoia. Min ven Tomcat har allerede tagget vægen med et to meter højt “Dine penge mig i røven”. I betragtning af at det er en burhønsefarm for ja-hatte, er her meget koldt, så jeg vralter vægtløst over til alle børnetv-værterne fra 90’erne i togvognen, hvor Tomcat allerede har tagget “Medielicens er den nye kirkeskat” I 2 meter gule boblebogstaver.

Det er som en genindspilning af det gamle Montmartre I Nørregade, der nu er Zen. Her kan selv et klummejob på en stor avis give selv den mest uvaskede flyde-mand et blowjob i en sækkestol. Det er de tandløse grå panteres paradis, det ligner et Politiken Plus-arrangement. Man snakker hinandens x-koner ned. Helst og mest om sig selv, og måske om Cohen, hvor godt et menneske man er, og alt det spændende man har gang i. Det er jul i den kreative specialklasse, der mest laver reklame, mad og livsstil, med rødvinssprængte gåseøjne eller møntindkast-sprække-kina-øjne som sideeffekt af tam rystet pot. Men det virker som om, de er blevet suget helt tomme af reklame-tjanserne, deres livsstilsstrategier førte jo tydeligvis ikke til hverken højere bevidsthed, revolution eller bevaringsværdig kunst, men max en lækker øko-ret og en funky vin og vinylsamling på Østerbro – med delebørnene og lidt blalala i systemet Politiken. De er fanget I et vacuum mellem wannabe og has been, og de unge under 40 aner ikke hvem de er. Nettet åd alt.

Nogle reklamefolk leger digtere om deres totalt zen (læs: banale) opvækst, laver bekræftende bøger om man bare skal nyde sin plads og ikke stikke næsen frem og nu prøver de at suge nogle halvunge, der stadig er hipstere i 2000erne (note, kald dem aldrig hipstere, de freaker ud), der er så dumme de tror de kan bytte deres meget meget særlige lommemarkedsliv ved en plads ved fortidens hof. Men toget er kørt. Klæd dig som kultur, og du bliver det. Tweedjakke og briller med glas i; så er du klog som Leth. Kontroversiel…for 30 år siden. Sikke en flok klakører, netværksnassere, krukker og bluffere, oversættere, gastrosexuelle, navlepillere, vampyrer og samplertyve, der blot sejler videre i deres forældres fodspor uden nogen reelle nybrud. Alle spørger ivrigt “hvad jeg har gang i nu”, men jeg giver ikke inspirationskurser til udbrændte bænkevarmere, der spillede dørmænd dengang jeg var en gadedreng. Det eneste de kan hævde sig med – og ja, det har de desværre åbenbart brug for – er at de har fået børn, og mellem linjerne må jeg være totalt ude og skide, siden jeg ikke er hoppet på den galaj. “Jeg blev jo ikke den nye Rifberg, men jeg er en super far.” De fleste virker stadig underligt søgende. Måske fordi de er blevet udskiftet med mere effektive modeller på deres “kreative” legepladser af den nye chefgeneration, der ser verden gennem et Excelarkog ansat deres curlingbørns venner i stedet. Festen er reelt en stor jobbørs uden købere. “Hvad er det nye?” spørger de i 1000 indpakninger. Jeg søger ly ved en campingvogn der vælter, da en stor antikguru sætter sig i den ene ende. Jeg præsenterer min opkrudtede wingman til en dansk Hollywoodinstruktør:“Fuck dig, jeg spildte 2 timers afsoning på dit lort!”. Vi møder endnu en flok camouflerede yuppier, forklædt som hippier, der hemmeligt ønsker at være yuppier, hvis telefonen begyndte at ringe igen – på en underspillet Radikale Venste-måde, bevares. “Hvor bor du heroppe? Hvilken vej? Hvor stor er din grund?” En fyr, der specialiserer sig i at iscenesætte sig selv med blodig global elendighed som bagtæppe, holder hof med sit sidekick, en krukket mytoman-pleaser der næsten har blåt blod. En 90er ironisk Jarl Fried og hans nazi-kamphund, der kører en false-flag fake alternativ uempatisk karrieremotiveret magttripper-mission. De burger hinanden som trojanske heste, og den der lyver bedst har vundet. Karmaloven er aflyst. Pludselig danner de kø foran en netværker med herreur og smarte sokker, der bæller rosé og er på opera og alt det helt sikre succes-kultur fra fortiden: Bowie, Leth, Warhol, Gonzo. Jeg ved han kører en overgearet mountainbike i en skov for at slippe lidt for hjemmestyret, og han kun har tid til folk der kan gøre noget for karrieren. Position frem for personlighed, tryghed frem for nybrud. Han spiller sikker baghånd altid. Hans brand havde overtaget personligheden, masken var blevet ansigtet. Han bagtaler alle der har det sjovt og aldrig ansætter aldrig nogen der er klogere end ham selv. En passivt-agressiv ild lutrer ham, især når tosser kalder ham mindreværdsmotiveret. Han går ud på toilettet og checker folk på Linkedin og wiki, og spritter sine hænder af efter alle håndtrykkende. Han er blevet direktør for det hele. Jeg er for høflig til at slippe min tourettes løs, da der ikke er overskud til ærlighed her, men griner da jeg ser Tomcat har sprayet “Hvad betyder public service efter nettet?” på den anden side af togvognen. Orker ikke mere skårknuseri, ironiseren og tandløs drøvtyggen på anakronistisk medie-uvirkelighed på en usexet jobbørs.

Endelig tid til en tur på stranden og se/høre en mindre mikrofestival, men mine optrædende venner er smuttet tilbage til storbyen igen, og et minianlæg uden fysik fiser i hjørnet. Det er synd, for de effektive dj’s fjerner tiden med det uendelige housebeat, bare uden basbump. Her er der ikke så selvbevidst. Stive lokale teenagere, og folk der ikke orker at danse som ildfluer om ekskluderende tomme døde miljøer, vindjakkefædre, resident advisor-læsere og pisserenden-dudes hygger sig uden andet mål end at hygge sig. En bodybuilder-promoter er flygtet fra sin egen bistrofest, og har taget sin revisor med på slum-druk blandt folket. To venner har en duel-samtale om hvem der har knaldet hvis x-kone. Måske er makkeren bare lettet over vennen kneppede hende endnu længere væk fra ham, måske fyrer vennen en flaske i skallen på ham i jalousi? Det er en forpint dans for de unge plus 40 og deres børn. Ond med de unge. To andre venner kommer ud af trylleskoven med en glad pige. Den ene har sår i hovedet og lugter af pølser, den andens ånde har fiskeduft. Det er altid sjovest i skyggerne i kanterne, i de tusinde rhizomers asynkrone dans. Sjovere end ved de to fronter af retro-bluff på bistroen og ved togvognen.

En amazone på 28, der efter at have gået i skole i 22 år og endt tredje jordomrejse, der nu lever med studiegæld I en 1 værelses og en kæde af gratis freelancejobs efter hun blev fyret fra modelbureauet efter leg med en hårtrimmer, ranter over et live labtopbeat på et uofficielt lydsystem ved vandet: “TIDSÅND: DROP ANGSTEN, kernefølelsen i krisementaliteten, der medfører stress og depression: for hvad driver mig? Angsten for hvad? KRISEN? Så vidt jeg kan se er der stadig masser af penge her nordpå, de er bare blevet omfordelt kraftigt siden 2007…krisen er bare en måde at skære “taberklassen” ned og få middelklassen til at knokle mere for at komme op i overklassen…som om de kan nå det…social opstigning er en myte. DØDEN?…det har jeg prøvet, det var som at få fyret rart lilla flydende blod gennem hele kroppen, så hele gennem verden….JOBLØSHEDEN? Hallo lav dit eget job klynkefrans, i stedet for at være luder 1/3 af dit liv for at få mest legetøj med i kisten….mening frem for vækst. TERROR? Der er hverken skyskrabere eller terrorister med fly nogen steder…det var bare ren spekulation fra det militærindustrielle kompleks. Min MOR? tilgiv dem alt efter de 25…jeg takker mor for mine fantastiske neoroser. SKAT: det er det eneste forhold du aldrig kan slippe helt. ALDER: vi unge går nu med patina by Dior…de ældre har Lars Von Trier, vi unge har Nik & Jay… NYHEDERNE? Ro på, det er bare fyld mellem reklamerne, ro på, vi overlever, de voksne har den. Eller tag et ansvar og stem med penge og ord, ikke hver 4 år i en stemmeboks. MAD: ja, alt er giftigt hver 3 år, sidst var det brune øks ris. SOCIALE MEDIER: ja de voksne profilerer dig, ligesom din sygeforsikring bliver dyrere når du hæver penge efter butikkerne er lukket. Drop nu bare at lege digitalt dukkehus eller reklamer for dit fede brand, og skriv noget sjovt i stedet for at poste smart mad, børn, tøj og fødder mod himlen. PARANOIDE ER ALTID FORAN…men hej, mærk lige efter, verden er sku da ikke så farlig. NYD DET NU! Vi er ved at lægge angsten, stressen dermed depressionen bag os…eller er det bare mig der mærker EN MEGA SKIFT I TIDSÅNDEN?” Jeg er helt paf over rantet, men også beklemt over hvor ufunky mavedanske wiggers er når de laver spoken word og rap. Det tangerer DKP-didaktistisk agritprop. Mon hun er på vej ind I politik? Jeg bliver næsten glad og forelsket, men jeg hader sand, det er kun Bowie I China girl videoen der kan elske på en strand uden at lave sandrullen, så videre i teksten.

Vi lister bilen tilbage til Kussehvisker-Callicula, der hopper i trampolin nøgen, mens hans disciple genindspiller Hair, eller måske Cats. Jeg laver irish coffee og sætter mig ved et bord ved siden af en stadion-rockpuddeldame, der troner som Kurtz for enden af floden iført et farveblindt beige Birger Christensen lagersalg på denne dumme dommedagsnat. Hun fortæller den ene velpudsede bar-løgnehistorie efter den anden, hvor motoren altid er hans penge og så nogle farlige tatoverede mænd. Hun samler konstant beviser mod folk hun ser som rivaler – noiaen næres af søvnløshed siden 80’erne. Hun har kun sløje forhold til enten sponsorfans eller borderline sexofre i max 14 dage. Af ren kedsomhed laver hun lus i skindpelsen på de starstrucked smelteoste omkring bordet. Under bordet giver hun brun finger til en 50-årig mand, der to timer før så meget forelsket ud i en sovepose ved et bål. Hans dame sover, men Kusseviskeren kaster håndklædet efter ham – mumler at “rusmidler ikke virker på pudlen her mere. Hendes narcissisme er stærkere”. En uhellig alliance af arvinger på 20, fodboldspillere, pushere og klovner mumler med ugleøjne i morgengryet. Jeg tilgiver alle alt og krammer dem dirrende af Emma, selv disse helt aggressivt defekte mennesker elsker jeg for deres historie. Og for i det mindste at prøve.

Vi trækker katapultsædet og drysser videre gennem et par haver, hvor vi møder aftenens eneste NYE segment (selvom de minder om 1964 mods. Oh, det gipper i mig af lykke over dette antropologiske fund): en flok 18-23 årige eunukker – generation hest 2.0 – ikke helt udvoksede, men højpolerede, der stroller ind i haven. De har en parodi på bøsset gallopbane-gamle-penge-tøj på: kashmir-blazere med kontrastknapper og ruskindslapper på ærmerne, silke-lommetørklæder,, pastelskjorter med høj flip og paisley-halsklude, hørshorts og lette fimsede laksko, alt meget detaljerigt & købt for fars penge. De er meget jævnt brunmalede, men ligner nogen der har bællet en flaske Grey Goose hver. En flok dopede løveunger sluppet løs i vores cirkusarena. Den forreste flaneur bærer en golfkølle klar til slag, selvom der er 30 km til den nærmeste golfbane. En anden har to flasker Cristal og tilhørende krystalglas. De punkterer i en sofa: “Kan jeg byde på lidt krystaller?” siger den yngste, der ligner en extra fra “Brideshead revisited”, og hiver en pose af de fineste polske kærlighedskrystaller frem. Frisk fra laboratoriet, der sikkert var på en fiskekutter. Jeg hader det pis, siden jeg først så postpunkerne skifte speeden og den sorte uniform for hawaiiskjorter og synths, og senere fandt jeg mig selv krammende usympatiske psykopater i en fake empatirus til lyden af en japansk/tysk trommemaskine, og nedturen kvitterede med fem dages vitaminløs gemmeleg med mig og især mod mig selv og angst for min tysklærers skygge. 20 år efter overdoserede de næsten adelige på molly, der jo aldrig har passet til alkohol…men jeg tager et lucky dip, og blev kort tid efter enig med hele bordet om, at egoet var fjenden, mens der blev sprøjtet mekanisk- måske tisset – i et af pilgrims-kusse-teltene i næste have. Efter nogle timer var driverens promille så langt nede, at vi kunne trille gennem byen, men vi bliver stoppet af en 65 årig meget tynd inderagtig gentleman-junkie fra Flos, der ville have et lift. En yderst sjælden race, der normalt – i følge Danmarks statistik – kreperer ved de 40. Han så utrolig godt ud. “Tricket er ikke at have et job eller et vækkeur. Jeg er her hver sommer. Det er fedt at kede sig her – det er jo ikke Roms fald vel?” Han skal snart tilbage til Laos, hvor han hygger sig resten af året på sin IP på opium. Jeg er næsten misundelig. Det er sikkert federe end at være en stealth sadhu, verdens xray tourette tvangspsylolog, en avantgarde libertinsk hedonistisk post-anarkist på brune ris der har facet alt smertefuldt bras, der har kogt boullion af lortet, høj på lungernes knep med luften og hjernens dans i non game ekstase…men er lidt træt af at være kanariefugl I kulminen, men måske vil jeg alligevel hellere være Beyonce. “Du skal sove nu kong ælv!” siger hackeren tørt.

Tager en powernap, men vågner i skyggen af et meget smukt træ til overspillede Get Lucky og duften af hjemmebagte speltboller og støjen fra understimulerede børn: naboen kan ikke køre lille Benedikte til ballet heroppe, og filippineren er ikke med her i paradis – det er simpelthen ikke god smag her i de bløde værdiers paradis. Sikke en skrigeunge. Nabokonen står allerede på lur ved hækken med solcreme og rosé, men jeg er ikke til at puste sådan en grå kalkun op fra morgenstunden som en luftmadras, og det ville være synd for den stakkels, kussepiskede brunchkonge i det hvide, afskallede showroom. De forsømte børn er ved at brænde noget plastic af i haven. Jeg flygter i bilen, men undrer mig over, at der sidder en fuzakket disco-cd I den. P1 genudsender bare videre for 24sygs penge, eller er det Berlingskes? Who cares?

Hovedgaden ligner igen en catwalk for casual generation jazzhouse på Funtex, økorosé og meget svag pot, der ryges som fake fællesskabs-parfume. Dette er ikke bestemt ikke ferie. Det er en networking mindfullsness extravaganca event. Det gælder liv og død. De har knoklet og løjet og givet hinanden albuer i øjnene i hverdagens Robinson for at nå dette Nirvana. Så der blogges fra stranden om skæve Lars HUG og Joker-Jesper og deres skønne evergreens de fyrede af med deres fremragende jamband-ensemble i nat. Uhh, den tossede ener. To vaskeægte millardærbørn står som udstoppede, udsmykkede himbo-skaller og taler animeret ved bageren om selvbrandingstrategier, arveforskud og blød S/M. En flok golden retriever-babes driver glammende forbi. Klovnerne og kunstnerne går allerede tiggergang nær købmanden, for at finde et publikum til en gratis middagsseance de kan crashe. Alle robotterne har brug for en autencitets-kauktionist som badegæst, der så kan overnatte i hegnet, efter at være blevet suget for meninger som hule havenisser. Vi er fyrværkeri i en verden, hvor alle boller er vendt, og alle venner er bollede, nu vi ikke er fjer i redaktørernes klaphatte mere.

Musketererne er væk, efter at den ellers snargådige og snusfornuftige hacker opgav at stoppe den nu hulemandsagtige halvnegerens natlige nedskruning af en pyramide af hele kvarterets fuglekasser, han havde blokeret Kusseviskerens stue med. Jeg gav ham en cocktail med dobbelt valium og en halvnøgen countrysangerinde som medicin, da 3 dages søvnløshed ikke bare er uklædelig, men decideret farlig.

Jeg bader i vand med en let bismag af kloak ved siden af perfekte mennesker i deres bedste alder, der har ulæste kloge bøger med som smykker, de har læst bagsiden og flapperne på. De snerrer af de mennesker der har fået ekstra politi til Skagen, og har skabt et forbud mod at sprøjte med champagne i Bostad. De er nedstylet til Tisvildes særlige, let-lurvede kulturradikale stil. En teatermand, der har opfundet teaterkoncert-genren, nøgenbader. Hans hårprodukter er vandafvisende. Selv Kødbyens fineste x-hipsters er her for at netværke. Deres penge, stjålet fra de usikre og unge, er vekslet til hvide snit i 20% renhed, man nu serverer ved de fines bord på strandhotellet med håb om modydelser i netværks-pyramidespillet senere. En streetkauktionist-trækkerdreng på skateboard knepper sig til en Rick Ownens jakke mere, og i morgen er der Anders Birkov show samme sted. Men først skal jeg se en musical om en DKP-elektriker der hedder Ole, der måske i virkeligheden er et frækt meta-selvportræt af en reklamemand eller hans drømme, eller sikkert bare en pegen fingre af fortidens døde idealer og utopier. Voyeur-fiskeøjet sidder i midten og sælger bøger om mad – og ulykken ved at prøve noget andet til de andre der presser næsen mod livets rude. På skødet sidder en sur madam, der veksler sin forældede prætentiøse hipsterubevidsthed med hans netværk. Han er mistænkeligt høflig. Men en uhyggelig skygge, en mislyd, siver som gas gennem postkasserne i de smukke sommer-slotte: en trendskabende centerspiller (ja, man bruge sådanne ord her) har solgt sit hus, og mange kan ikke sælge deres… igen og igen tales der i krogene om at lave en skovbrand og så i det mindste få forsikringspengene. Jeg tager en taxa til hjem Kbh. K kl. 01.

Se billedrapportage her

 

RELATED POSTS:

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter