4   +   1   =  

Morten Rockford Ravn skriver her om tankerne bag hans værker til udstillingen Fear and Loathing in GTA V,  i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea. Smit dig selv med diskursfeber her:“Fear and Loathing in GTA V”

Det mest vanedannede stof er ikke længere heroin. Det mest vanedannede stof i dag er den virtuelle virkelighed, og vi er allesammen junkier.  Den teknologiske progression sneg sig ind på os, og før vi fik set os om, sad vi krumryggede og pløjede igennem vores Instagram og Facebook feeds med en dedikation, der kunne fejltolkes som en søgen på kuren mod kræft. På jagt efter det næste fix beskæftigelse, i systemer styret af ansigtsløse algoritmer, udviklet af anti-sociale autister i Silicon Valley, og modelleret efter samme dynamik som en enarmet tyveknægt – trekløveren, hesteskoen og citronerne er udskiftet med en palette smiley faces, likes og delinger. Silicon Valley autisternes plan var at skabe en bedre, mere fri og forbundet verden, men hvad vi står tilbage med er den ultimative monokultur, hvor vores interaktioner og interesser sælges videre til russiske hackere, kyniske super-kapitalister og diverse ideologiske propagandister. Et matrix af manipulation og skjulte motiver, hvor det eneste, vi kan være sikre på er, at vi er nederst i fødekæden. Guide til de gamle rusmidler her.

Mark Zuckerberg er på toppen.

Tilbage i 2014, samme år som Facebook opkøbte virtual reality giganten Oculus Rift for 2 milliarder dollars, så jeg en formidabel udstilling på Bo Bjerggaards galleri i Kødbyen med den excentriske, tyske kunstner Jonathan Meese, som ramte hovedet på sømmet, hvad angår den virtuelle virkeligheds dehumaniserende effekt. Udstillingen hed ZOO(M) DE LARGE (JAIL D’ART), og hovedværket var en fængselscelle, pyntet op med kitschede strandhåndklæder af den type, man ofte ser på kræmmermarkeder med flamboyante illustrationer af ulve, tigere og delfiner. Symboler på frie dyr, degraderet til motiver på håndklæder, som olierede strandgæster ellers havde kunnet slænge sig på, hvis de ikke var blevet købt af kunstneren og placeret i en fængselscelle. En celle som yderligere var fyldt til bristepunktet med plastikaliens, skeletter, mannequindukker med overdimensionerede bryster, tøjdyr, slanger og en overflod af tomme banankasser.

“Fear and Loathing in GTA V”

Den bombastiske installation fangede i min optik den mørke side af tidsånden og den kunstige hypervirkelighed, vi lever i nu, hvor alt fra læber til egoer bliver inflateret. Hvor vi frivilligt låser os selv inde i ekkokamre, som fodrer og forstærker vores virkelighedsopfattelse med bananer i form af likes, der nok giver en kort tilfredsstillelse, men som dybest set mangler substans, og derfor runger hult som banankasserne i Meeses værk. “Fear and Loathing in GTA V”

Udstillingen fik mig til at tænke på, hvordan vores jagt på det ægte er præget af en form for impotens, fordi vi er blevet indoktrinerede i et forbrugssamfund, hvor man skaber kunstige behov ved at fremstille kunstige idealer, som bliver forstærkede af teknologien, der ligesom Photoshop er grænseløs i sine muligheder for manipulation. Den fysiske virkelighed bliver udvisket i takt med udviklingen hvor det virtuelle, digitale og fysiske smelter sammen.

Vi er “teknisk set” mere forbundet end nogensinde tidligere, og alligevel er folk mere ensomme end nogensinde tidligere. Substansen er blevet suget ud af vores virkelighed gennem den teknologiske progression, der nu dominerer vores liv fra morgen til aften. På samme måde som en komprimeret MP3 fil har tilsvarende effekt på kvaliteten af en Beatles plade, som det at fjerne alle vokalerne i en novelle af Hemingway, er vores virtuelle virkelighed utilstrækkelig, fordi det er en flad poleret overflade, fri for de imperfektioner, og den dybde som giver mennesker, hvad vi af mangel på et bedre begreb kan kalde for sjæl.

En glitch i Grønland, spottet af undertegnede på Google Earth.

Allerede tilbage i starten af 80erne udkom den Franske filosof Jean Baudrillard med en afhandling under titlen: Simulacra and Simulation, hvori han beskriver, hvad han kaldte “hypervirkeligheden”. Et eksempel på, hvordan den manifesterer sig er gennem “simulacrum”, dette kunne eksempelvis være en dåse flåede tomater, som på trods af at have en ultra spændstig og rødglødende tomat på emballagen, aldrig har set en ægte tomat. Hypervirkeligheden var før internettet, før VR (virtual reality) og før fænomener som fake news var laserprintet på frontallappen af den kollektive bevidsthed. Nu er vi i “hyper”-hypervirkeligheden, en tilstand hvor “alt er relativt”, og grænserne mellem fin-og lavkultur er blevet udvisket.

“Fear and Loathing in GTA V”

Denne kaotiske postfaktuelle virkelighed, hvor fritænkning undermineres fra alle leder og kanter gennem konformisme, og monokulturens bedøvelse bliver injiceret direkte i hovedpulsåren på tidsånden gennem massemedier, sociale medier og ideologi, bliver det at trække stikket, og forsvinde ind i en virtuel virkelighed, mere og mere fristende for flere og flere. I et desperat forsøg på at føle noget, frihed fra dogmer og gruppetænkning, er flugten ind i virtuelle virkeligheder, frakoblet menneskets essens, den naturlige progression.

Skulptur af Hiroki Tsukuda

Overstående bekymringer manifesterede sig for mig i kølvandet på Jonathan Meeses udstilling, kort før Facebooks opkøb af VR kometen Oculus Rift i 2014. Manifestationen var projektet Fear And Loathing in GTA V, der som titlen indikerer, var inspireret af journalist og forfatter Hunter S. Thompsons gonzojournalistik, som tilbage under sin fødsel udsprang af forfatter William Faulkners idé om, at “fiktion ofte er det bedste fact”. Lidt på samme måde som overstående beskrivelser ikke er ultimative sandheder, men derimod et forsøg på at bruge sproget som en dynamitstang – med henblik på at sprænge igennem overfladen og ind under huden – er det at komme ind til kernen af en ide eller et koncept en proces hvor modstridende ideer mødes til en gladiatorkamp. “Fear and Loathing in GTA V”

I forlængelse af frygten for den virtuelle virkeligheds kolonisering af den menneskelige bevidsthed, landte jeg via synkronicitet på, hvad der på daværende tidspunkt var den mest sofistikerede virtuelle virkelighed, spillet Grand Theft Auto V.

I 1997 udkom den første udgave af Grand Theft Auto. Dengang var det et pixileret 2D spil hvor du kunne køre forsamlinger af Hare Krishna medlemmer ned i stjålne biler, skabe anarki og udløse teenage angst for fuld katarsis. Siden hen har spillet udviklet sig over en række inkarnationer, som progressivt er blevet mere succesfulde, hvilket har ført til et budget på over 100 millioner dollars til GTA V, som udgjorde den sandkasse, jeg valgte at fedte rundt i med henblik på at udforske min egen abstrakte frygt for den fagre nye verden.

“Fear and Loathing in GTA V”
 Frygten for en hybrid mellem Aldous Huxley og George Orwells dystopiske fremtidsvisioner, for at være mere præcis; hvor masserne bedøves med reality tv, virtual reality og (anti)-sociale netværk og prozac, en fremtid hvor kunsten er blevet degraderet til dekoration samt dydigheds symboler for eliten, og hvor masseovervågning af selv dit indre liv er normen. Med andre ord, den tid vi allerede lever i, bare forstærket til sin logiske konklusion via eksponentiel teknologisk vækst drevet af skruppelløse Patrick Bateman-typer med exit-strategier, for hvem slutspillet er at sælge ud til Corporate storebror, som via en labyrint af mellemledere fraligger sig alt ansvar, mens sjælen bliver suget ud af befolkningen, der de facto bliver degraderet til tal i et Excel-ark kva cancer-vækst-dogmen. Denne kliché er afspejlet i Grand Theft Auto universet, hvor den sociale kontrakt er som i actionfilm, så længe skurken bliver fanget eller dræbt til sidst, er det okay med en kavalkade af død og ødelæggelse i mellemkødet.

Der er solgt mere end 85 millioner eksemplarer af GTA V, hvilket bekræfter de primale og brutale impulser som ligger under vores samfunds høflige facade. I GTA-universet er skurken ikke en person, men med en parodi på, hvad Marxisterne kalder senkapitalismen. En flygtig og abstrakt catch-all beskrivelse for samfundets kollektive perversioner.

“Fear and Loathing in GTA V”

Spillets univers simulerer en kunstig version af Los Angeles, stedet hvor du finder alt fra Skid Row til Hollywood Hills, et spektrum mellem drømme og mareridt kolliderer, når du bevæger dig gennem tid og rum til et soundtrack af Suicidal Tendencies. Alt er genereret således du ikke løber ind i den samme situation to gange, hvilket betyder du har en uendelig frihed i spillet, samtidig med din karakter er udstyret med en mobiltelefon, som er udstyreret med et kamera. Det var denne realisation der fik mig på sporet af potentialet som førte til projektet. Normalt handler det om at kæmpe sig vej op af den kriminelle fødekæde, men jeg valgte at gå den anden vej, og opererer som en gadefotograf i spillet. Resultatet er en fotoserie bestående af omkring 200 “værker”. Postkort fra den virtuelle virkelighed.

“Fear and Loathing in GTA V”

Alt er ironisk. Hvilket i sig selv er ironisk, set i lyset af det er et af de bedst sælgende spil nogensinde – baseret på kapitalistkritik, i den forstand kan man sige GTA er computerspillets svar på Andy Warhol og Jeff Koons trofæ-kunst. Det er et klassisk postmoderne greb, hvor man ligesom Eminem i 8 Mile hiver bukserne ned på sig selv, og derved afmonterer publikums skepsis. Level 2 meta, som giver en illusion af dybde. Men hvad er der bag overfladen? Intet. Ironi er som David Foster Wallace engang sagde “sangen fra fuglen, der har lært at elske sit bur”. Der er ingen vision, og hvad vi står tilbage med er en nihilistisk cul-de-sac, hvor vi kan råbe af månen lige så tosset vi vil, men i sidste ende stirre vi bedøvet ind i en oplyst skærm som en zombie, med et joystick i hånden, der giver illusionen af kontrol.

“Fear and Loathing in GTA V”

Fear and Loathing in GTA V er i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea.

Mere Morten Rockford Ravn her.