Den kreative klasse er blevet paria, der er altid en nedskæringsliderlig rindalist klar i kulissen, selvom den selvcensurerende kritikløse “kreative klasse” mere og mere minder om reklamebranchen i sin tamme “mere indhold til flest muligt for mindst muligt budget” retro-panodil-praksis.
Lad mig her opdatere Richard Floridas forældede kuldetæppe af kulturmennesker, der arbejder med indhold – altså selveste samfundets åndsindustri: for der gemmer sig en håndfuld undersegmenter, der ofte opererer helt adskilte, men altid prøver at komme opad, om de maler eller laver magasiner, digte, journalistik eller film. Måske gør al den armslængde og markedstamtam kulturen ofte bliver noget bras…Vi starter fra toppen:
De stille magthavere, den der bare ejer og styrer, der forstår at den der lever stille lever godt – de har tyende til at larme. De er ofte påvirket af en interesseorganisation, en kapitalfond eller et parti. Mange i eliten kunne ofte lige så godt have arbejdet med egendomssalg. Kun få kender dem og pressen angriber dem aldrig, da alle gerne vil have en åben dør til magten.
Ikonerne: De få mennesker der tager al sendetiden, der udgør vrangbilledet af den kreative klasse, folket elsker at hade: privilegie-blinde oppustede egoer i teslaer der raver på statsstøtte i Cannes, hvis kreativitet reelt handler om ledelse og markedsføring, eller at gentage tidligere sikre succeser i uendelighed. Simuler gerne progressiv, empatisk og humanistisk selvom din pyramide er bygget af slaver.
Mellemlederne: endnu en forkætret befolkningsgruppe, talknuserne, redaktørerne og kuratorerne – kulturens dørmænd – der sikrer stabile leverancer af formateret tam underholdning til tiden til aftalt pris og låst målgruppe. Ofte tidligere selv indholdsproducenter, der er løbet tør for ideer og samtidig faldet for borgerskabets diskrete charme – nu aspirerer de til Tesla himlen men kan ikke se fortorvet mere. Der er måske ikke censur i danmark, men der er redaktionelle linier der virker præcis som censur. Husk kun at sparke ned – og give opad – opadstræbende retro-formalisme er i høj kurs – tænk hvis sommerhuset røg.
De skabende er både toppen og bunden af bunden – det er blandt denne gruppe den egentlige kreativitet foregår, men ikke der indholdsindustriens pengestrøm ender. De skabende skal hele tiden komme om med nye vitale ideer andre kan tjene penge på, udvande og tage kredit for. Hvis en skabende fedterprins er heldig kan han/hun få 3 år i middelklasse-solen, for der er for mange om budet – opmærksomheds-økonomien gør der af uransagelige grunde er et overflødighedshorn af sultne indholdsproducenter der søger spotlysog udødelighed og uddannelserne sprøjter dem ud, så der står altid en pæn pige m/k fra f.eks RUC med penge med hjemmefra klar til at lave krea-jobbet næsten gratis – for det nytter ikke at lave det udenom de etablerede mono-kanaler. Så det er et hårdt liv blandt de skabende, de er altid under mistanke og skal samtidig bygge et personligt brand, findes ufarlige konfliktakser til deres værker, overleve #metoo-overgreb, søge fonde, bagtale hinanden og netværkes – plus de personlige præferencer skal udslettes – du vil ikke stemples som besværlig, hvis du skal holde skruen stabilt i vandet i dette piratfiskebassin, og hvis du ikke forstår millarder af fluer elsker lort skal du lave noget andet, der er ingen bonus hvis du ikke underkaster dig de store platformes formater – for ingen opdager du er den næste Kubrick alene på youtube – ingen penge intet publikum. Ret ind, ellers er du blot en passioneret hobbyist, succes er det eneste der kan validere dine værker. Kritisk bevidsthed, innovation eller rygrad er diskvalificerende – det er meget nemt at ende som bitter a-kasse modtager, sidste års model eller kanonføde, se nedenfor.
Kanonføde: rigtige mennesker fra den rigtige autentiske virkelighed, der udnyttes som råstof i kulturlivet. Glem kildebeskyttelse, injurielov og pli. Historien er skrevet før du stiller op, du er bare dagens skydeskive eller ugens glade handicappede. Hvis du brokker dig over at komme på forsiden, laver vi bare en ny i morgen. Du har ikke en chance mod mediernes rockerbande og stigmatiseres for livet. Ja, du vandt x-faktor, men sælger stadig balloner i tivoli. Ja, du var blandt de kreative engang, nu er du en socialt radioaktiv myte der går på krykker i Ålborg.
Ofrene: den største gruppe ofre for ovenstående medieindustrielle kompleks er forbrugerne – deres tid røves mens de datamines og vugges i søvn af vanedannende underholdning og stressende nyheder, de betaler i dyre domme for – via mediestøtte, abonnementer osv. – og via tabt mentalt rum, der fyldes af en lind strøm af hengemte overkogte ligegyldigheder styret af holdningsagenter fra et lilla borger-helvede. Hvor er alternativerne i dansk indholds & åndsindustri?