DET ER VORES BY – Jonas Hvid Søndergaard

Jeg elsker det offentlige rum – fra parker og museer til underlige gyder med mærkeligt skrald – jeg får ofte oplevelser der fuldt kan matche film eller galleri-sus på gaden. Kunst er for mig bare en måde at se verden på, og ikke nødvendigvis knyttet til et kunstobjekt. Men byen handler mere og mere om transport, friværdi og forbrug – og der er færre og færre frirum. Derfor har jeg talt med kunstneren Jonas Hvid Søndergaard, der har valgt at tage kunsten nye steder hen – udenfor galleriernes normale mekanik:Du er vild med at anbringe bevistheds-udvidende værker hvor vi ikke lige forventer det – udenfor museums og gallerier – hvad er ideen? Jeg er rigtig optaget af, hvordan farver og figurer påvirker os. På hjørnet af Tagensvej finder man f.eks. et af mine malerier –  I stedet for at skabe et traditionelt maleri på en mur i 2D, valgte jeg at placere maleriet på husets hjørne, så det nærmest ophævede den rumlige fornemmelse af bygningen. Det overraskede mig, hvor stor en indvirkning det havde på byrummet. Lige nu er jeg i gang med et større projekt på Kulturstation Vanløse (se billed-slider ovenfor). Det startede i deres læsesalon, og I dag har projektet udviklet sig til at komme ud i hele huset, og vi lade kunsten sprede sig over vægge og lofter. 

Hvem har du valgt til Kulturstation Vanløse og hvorfor? Kunstnerne der er i gang med projekter lige nu er Søren Hüttel, Jes Brinch, Isabel Berglund, Julie Sass, Dorte Naomi, Tomas Lagermand Lundme, Andreas Schulenburg, Thorgej Steen Hansen og så har jeg selv min lavet en udsmykning ude på Kulturhusets store tagterrasse som jeg kalder Soluret og Solhjulet, der er en reference til hvordan man brugte solen og årstiderne inden civilisationen. Kunstnerne er valgt ud fra både brug af medie og funktion. Dvs. nogle værker hænger fra loftet som Isabel Berglunds mobiler og Andreas Schulenburgs lamper. Isabel er oprindelig designer, men laver værker der ligger og tangerer kunst, og Andreas som er udpræget kunstner har lavet lamper, der jo er en slags brugskunst. Jeg kan godt lide, at det overrasker på den måde. Dorte Naomi er meget voldsom og grafisk med sorte hårde strøg på den hvide væg.Thorgej Steen Hansen har med værket Transformationspassage fuldstændigt transformeret et passageareal som før var hvidt og gråt og meget kommunalt til at være et bombardement af farver i et orgie med fladskærme med tekststykker og billeder, der skifter løbende konstant 24 timer i døgnet. Jes Brinch præsenterer værket Hvad er meningen med livet, som viser hvad en kommunal rengøringskone måske drømmer om, når hun går gør rent; en bounty ø med palmer, hummer og  champagne og et lykkeligt parforhold. Jes valgte jeg, fordi hans værk umiddelbart virker naivt og passer trygt til den almene offentlighed, men alligevel har en filosofisk dybde lurende lige under overfladen. Søren har lavet et værk, der er en direkte reference til Ray Bradburys bog Farenheit 451 som skildrer en fremtid, hvor alt er gået op i historiefornægtelse, bogafbrændinger, overvågning og hjernevask igennem store fladskærme i alles hjem. En lidt fræk reference når man tænker på der også er bibliotek i kulturhuset, da biblioteker i dag har det  futuristiske landskab i sig med skærme , hvor man skal afgive fingeraftryk for at få et nyt pas. Tomas Lagermand Lundme og Julie Sass skaber dialog imellem deres værker. Tomas tekstværker vil spille op imod Julies blå vægmaleri. 

Jonas på arbejde – foto Kirstine Fryd

Når du siger kulturhus tænker jeg en slags lektie-cafe, hvor bumserne sover bag aviserne om dagen når det er koldt og der står en bunke slidte vinyler – og når det går højt kommer Jørgen Leth og taler om sin yndlingsfrugt mens grå stålhjelme sipper Medova-the af plastickrus? Ja, kulturhusene har også i mine øjne været det du her beskriver, men kommer man ind under overfladen, så er de meget mere eller kan være meget mere, hvis de vil. Det oplever jeg f.eks Vanløse Kulturstation virkelig gerne vil. Først var det bibliotek, og så byggede man kulturhuset som nu er slået sammen med biblioteket. Kulturhuset havde selv startet et samarbejde med Kommunens billedkunstudvalg og lånte værker, som de hang op rundt i huset. De var selv gået i krig med samtidskunsten, før jeg overhovedet kom ind i billedet. Jeg må sige, jeg har været meget overrasket over et så fint et hus med så mange tilbud til borgerne og så stort et leben. Der kommer 400.000 mennesker igennem huset om året, og der er enormt mange borgerarrangerede projekter og tiltag. Husets Musikscene har igennem årene vokset sig stærk og der kommer mange store musiknavne til Vanløse. Jeg samarbejder med Musikkonsulent Sara Futtrup på Kunstudsmykningsprojektet, eller kunsttransformationer som vi også kalder det.

Blazars bud på en klassisk borgmesterpik

Hvad er forskellen på det du laver i Vanløse og sådan en klassisk “borgmesterpik” på et torv i provinsen? Jeg ved  faktisk ikke, om der overhovedet findes så mange borgmesterpikke, det er jo i beskuerens øjne. Det at sætte enten en skulptur op eller lave en gavludsmykning er en kæmpe præstation. De fleste er ikke klar over, hvor meget arbejde det kræver, og hvor dyrt det er bare at slå en pind i jorden. At det så tit kikser enten fordi kunstneren ikke er erfaren nok eller at kunstværket bare ikke er tidløst nok, er en anden sag. Og smag varierer jo meget. Forleden dag stod jeg med Jes Brinch i Vanløse og en ældre dame stod i en halv time og kiggede på en lokal amatørs værker der også hang på den gang, hvor vi stod og malede. Hun var så optaget af værkerne. I vores optik er det hun kigger på ikke kunst, men det giver hende en masse. Man skal hele tiden huske på at folk er forskellige steder, og der er forskel på, hvor man er og det ene gør ikke det andet forkert. Så jeg passer altid meget på at sige, om det er dårligt eller godt. I nogles øjne er det vi går og laver lige nu på Kulturstationen nok den største borgmesterpik nogensinde, imens nogle andre syntes det sjovt og spændende og livsbekræftende. Poul Gernes kan man naturligvis ikke komme udenom, og der er flere små hilsner til Gernes her. Hans udsmykning af Herlev hospital er i mine øjne et af de bedste eksempler på hvordan billedkunst kan tilføre noget positivt til arkitektur som ellers i sig selv godt kan virke lidt for goldt og koldt. Men det er jo også smag og behag, og selvom de fleste der går forbi vores kunst i Vanløse roser værkerne, er der jo også nogle der måske syntes nogle af farverne er for kraftige og for skrappe. Gernes delte også vandene og holdningen til hvad der er god og dårlig kunst kommer virkelig frem til overfladen når man laver noget i det offentlige rum.

Hvordan var din subjektive oplevelse af rummene før i gik i gang? Hvilken virkning har rummene når i er færdige? Det er tegnestuen Henning Larsen, der har tegnet den nye del af huset og renoveret den gamle del, så rummene er meget åbne og rummelige og bauhausagtige på den gode måde. Jeg vil sige efter kunsten er kommet, så begynder hele kulturhuset pludselig at trække vejret på en helt ny måde, og folk begynder at grine mere og spørge mere ind til hvad pokker det er, der er på væggene. Min vision er det her kan fortsætte og blive endnu mere sprudlende og levende.

SPYO

Hvordan har du det med en anden form for kunst i det offentlige rum – grafitti? Grafitti har jeg det fint med, men ikke når det ødelægger noget andre har arbejdet seriøst på. Jeg er ret begejstret over Spyo som har skrevet slogans på byens gavle uden han er blevet spurgt af nogen, om han vil gøre det, og han er et eksempel på en kunstner som bruger grafittiens in your face råhed, dog uden at ødelægge noget, men faktisk bidrager med en poesi og en savnet kommentar i byrummet: »Dine penge mig i røven«. 

Reklame og transport

Hovedparten af billederne i en by er jo reklamer, standere, skærme og billboards i dag – hvordan har du det med det? Der er alt for mange reklameskilte i byrummet. Jeg kan godt lide, når arkitekter eller fonde laver samarbejder med billedkunstnere og de tager dem tidligt med ind i processen. Kunstværker i det offentlige rum får os til at stoppe op og tænke efter. Jeg er vild med Claus Carstensens værk DOING TIME / CRITICAL MASS i det ny statsfængsel på Nordfalster, hvor han har støbt sig selv og 4 andre kunstnere der står og ligner – ja helt almindelige kunstnere – men sat i den kontekst, ligner de jo indsatte. Det stiller jo spørgsmålet om, hvem det er der er de kriminelle i vores samfund, og hvor meget man egentlig skal træde ved siden af samfundsmæssigt for at ende i et fængsel. Jeg har altid været optaget af de kunstnere, der er gået imod det etablerede og givet fingeren til tidens gældende normativ. Et værk som det gad jeg godt se i byrummet.

Claus Carstensen – DOING TIME / CRITICAL MASS – foto Anders Sune Berg

Men er det ikke meget svært at være grænseoverskridende i dag? Hvad kan være det? Er provokation ikke bare et hurtigt tomt rush som sukker? Nu spørger du jo én der aldrig har været provokerende – heller ikke selvom jeg mange gange gerne har villet være det. Men så må man jo invitere nogle kunstnere, der kan provokere lidt. Andreas Schulenburg skal til at lave et vægmaleri som er inspireret af et kalkmaleri fra en gammel dansk kirke, der viser en mand med røven i vejret som piller sig i numsen og Jes Brinch har også altid været en mester i provokationens kunst. Men hvis man skulle få folk væk fra deres netflix på deres smartphones og provokere rigtigt, så tror jeg man virkelig skulle lave noget vildt.

Hvad er forskellen på at udstille på et galleri og på at arbejde på en Kulturstation?? Galleriscenen i København eksploderede jo i midten af nullerne under det store opsving. Det gjorde, at der var rigtig højt til loftet og gallerierne turde satse meget mere end de tør i dag, hvor jeg kan klart mærke at både kunstnere og gallerister er tvunget til at spille med mere sikre kort, og ingen rigtig tør at tage chancer, fordi der skal kunne betales husleje hver måned. Jeg har selv arbejdet med tre gallerier, der lukkede efter 2008. Det irriterer mig grænseløst, at det at arbejde som professionel med kunst også indebærer man hele tiden skal tænke i at udvikle produkter, der kan sælges.  Derfor er vi hele tiden tvunget til at finde nye veje som kunstnere, og se muligheder udenfor de etablerede kunstcirkler for at kunsten kan overleve og udvikle sig. Da jeg fik børn begyndte jeg at komme i kulturhusene i byen og mange af dem har museal karakter, men de har bare aldrig været attraktive for billedkunstnerne, måske på nær lige Traneudstillingen på Gentofte Hovedbibliotek. Generelt viser kulturhusene kunst, så er det lokale kunstnere der får en lille væg at hænge deres tegninger op på i små skifterammer. Så jeg tænkte: Hvorfor ikke gøre kulturhusene til platforme for de professionelle billedkunstnere at boltre os på i en tid, hvor alt spares væk?

Hvilke parametre er anderledes for de værker du arbejder med på kulturstationen i forhold til gallerikunsten der skal forholde sig til kunsthistorisk positionering og samlernes lyster? Jeg tror egentlig også, jeg skal forholde mig til de samme parametre som galleristerne og de gange det virkelig lykkes for gallerierne, er når de kan abstrahere fra positionering og efterspørgsel. Men man kan sige jeg altid forsøger at lave noget der er aller mindst trendy. Dels fordi der er mere udfordring i det, men også fordi det er til at komme til og ikke alle står i kø oven i hinanden for at gøre det samme. Dengang jeg startede med at male i 1996 på et Akademi i Holland var det det mest utrendy at male. Os malere var helt alene på malerafdelingerne, hvorimod dem der arbejdede med mixed media ikke kunne være i fred for kuratorer. Jeg vidste ikke engang, hvad en kurator var dengang. Så blev maleriet pludselig populært, og så kan det også godt miste sin brod. Det handler vel om at prøve at lytte indad og prøve at undgå bare at følge strømmen, hvilket er nærmest umuligt.

Supercurator Obrist

 Hvordan har du det med at kuratoren er stjernen idag? De er jo kunstscenens djs…Jeg syntes at der er forskel på om det er kunstnere der kuraterer, eller om det er kunsthistorikere. Kunsthistorikerne kuraterer oftest med et akademisk udgangspunkt og benytter sig af strategiske overvejelser for at falde ind i en fremherskende diskurs. Jeg kan bedst lide når kunstnerne kuraterer, fordi de tit mere gør det udfra en mere intuitiv og spontan tilgang, og tør gå imod tidens herskende trends, men igen det er ligeså forskelligt, som der er mennesker.

Videoværk i Lundtoftegade

Men tilbage til det offentlige rum – kan kunsten ikke bare ende som et slags avanceret kvartersløft, ligesom man f.eks maler betonbyggeriet Studsen mintgrøn for at fortrænge beboerne brænder containere af hver weekend? Det er klart det kan det, og jeg tænker også tit på det der kunst kan rende mig et vist sted, og jeg egentlig ikke tror det ændrer en skid, og jeg burde tage mere hårdhændede metoder i brug og flytte på landet og dyrke nogle grøntsager. Men så får jeg lige en god oplevelse hvor jeg mærker det faktisk gør en forskel, og så fortsætter jeg. Det at drage mine kolleger med ind i projekterne er nok det der giver mest, for normalt er man enormt isoleret som billedkunstner men i de større projekter, mærker jeg virkelig, at jeg faktisk har kolleger som brænder for det samme som mig og som stadig insisterer på at kunsten har sin berettigelse i samfundet og stadig kan gøre en forskel og rykke på grænser og normer. Jeg har selv gået og bitchet over den tendens hvor alt sammenlægges for at der skal spares over alt, men så fandt jeg på at man faktisk bare selv kan omskrive tendensen så tendensen går i en anden retning. I mit materiale på kulturstationen skriver jeg blandt andet:

“Først blev bibliotekerne slået sammen med kulturhusene, så blev kulturhusene slået sammen med borgerservice, og hvad bliver det næste? Flere nedskæringer og sammenlægninger? Slet ikke! – Det næste er kunstprojekter lavet direkte af kunstnerne selv: ikke i afgrænsede udstillingslokaler men hvor kulturhusets brugere befinder sig.”

Studsen

Er det ikke svært at få kunstnere til at samarbejde? Er de ikke ofte nogle diktatoriske hyperliberale mini-brand-ego firmaer? Kunstnere kan være svære, men jeg vil sige at når man selv er kunstner og skal arrangere et projekt med andre kunstnere, så er det nok nemmere. Jeg ved af erfaring hvem der er nemme og hvem der er svære at samarbejde med. Men jeg vil sige at alle de gange jeg har kurateret projekter om det har været i gallerier, kunsthaller, museer, eller nu også på et kulturhus, så har de været enormt samarbejdsvillige, opbakkende og været med til at løfte projektet op og frem. Før jeg kom ind på akademiet snusede jeg lidt til film og tv og dér kunne man intet lave uden samarbejde og det savnede jeg på Akademiet og jeg mærkede meget den der mig mig mig ego ting blandt kunstnerne, men det er også noget der hører meget med til man er ung og jeg kan se mange af mine samtidige kolleger alle har smidt den med tiden. Det er den følelse af at vi løfter i flok jeg elsker ved ikke kun at lave min egen kunst.

Den Røde Plads

Hvad ville du lave i den næsten mytologiske ghetto Mjølnerparken hvis du havde 50 millioner? Hvad mener du om regeringens ghettoplaner? Hvad mener du om udviklingen i København generelt?Angående Mjølnerparken, så anser jeg ikke stedet for værende et stort problem. Jeg bor selv på Nørrebro, og det er som om at medierne hele tiden pisker en stemning op, og jeg ved ikke om det er for at få penge eller stemmer eller hvad det er, men dualisme sælger altid godt og fryd og gammen er der bare ikke penge i. Der er allerede gjort meget, og Nørrebro er blevet et meget mere behagligt sted at færdes. De kommunale projekter har hjulpet, ja, og Superflex projekt med den røde plads har skabt megen liv og spændende nye ting at kigge på og bruge, men man skal også tænke på hvad de private erhvervsdrivende har gjort for bydelen, både i Jægersborggade, men også af drenge med anden etnisk herkomst som åbner succesfulde spisesteder og cafeer som skaber miljø og liv. Jeg tror ikke regeringens nye planer vil hjælpe noget, og kan ikke se det vil hjælpe flytte folk væk fra deres lokalområde. Slet ikke hvis det er folk der skaber problemer, for så flytter problemerne med. Jeg tror meget på at give børn og unge en følelse af at det de foretager sig giver en mening. Hvis de føler det så begynder de at bygge op i stedet for at rive ned. 12 milliarder kroner vil regeringen bruge på projektet, og det mener jeg hellere man skulle give til folkeskolerne, så de der kan bruges til at skabe nogle meningsfyldte læringstimer til børnene, dels på billedkunst, men også musik og andre kreative fag. Vores ide med Vanløseprojektet er på sigt at kunne invitere skoleklasser ud og lave workshops så børnene kan få en oplevelse af, at det at få sjove ideer og kreative ideer faktisk er noget man kan arbejde seriøst med.

Ghettoer, symbolpolitik & angst – burkaer og bander – er du klar til borgerkrig?

Hvad med at bruge pengene på at lave blivende workshops så kulturhusets brugere selv kan komme og lave kunst og udsmykke deres kvarter? Det er sjovt du siger det fordi det er faktisk meningen med Vanløseprojektet at vi også vil inddrage borgeren. Vi arbejder på noget vi måske vil kalde borgernes vægge hvor lokale kunstnere, skoleklasser og andre kan lave deres egne projekter og kunstnerne på mit projekt vil tilbyde workshops og rundvisning i kunsten i huset og folk selv kan lave deres egne kunstværker og udstillinger i det store kunstprojekt. Man kan også forestille sig kunstnerne fra mit projekt kommer ud på skoler og transformerer skolerne sammen med eleverne. Min vision er at jeg gerne vil sprede ideen til andre kulturhuse og på den måde skabe platforme for endnu flere kunstnere kan skabe endnu mere kunst.

Hvilket sted i København føler du trænger mest til et remix fra dig? Nu kører jeg meget imellem Vanløse og Nørrebro i bil for tiden, og når jeg kører ind ad bispebuen så slår det mig hvor meget det ligner noget taget ud fra DDR eller Thatchers England. Jeg ville godt lave noget på gavlene på de boligbyggerier man kan se til venstre når man kører ind imod byen ad bispebuen og så det store TDC tårn gad jeg også godt lave noget til.

DDR stemning ved Bispebuen

Har du ikke lyst til at arbejde med arkitekterne fra starten? Jeg tror meget på samarbejder imellem kunstnere og arkitekter og jeg ville meget gerne gå i dialog med statens arkitekter og jeg har et godt team af kunstnere omkring mig nu, som også gerne ville være med hvis det skulle være. 

Hvad er dit næste projekt?Jeg har fået en efterspørgsel på et gavlprojekt i et byområde, men skal se hvor meget jeg tør kaste mig ud i. Det tunge er at selvom man har ideen så skal man løfte meget selv og da der ikke er budgetteret med mig, så skal jeg hver gang søge alle midler selv til mig selv og også til kunstnerne på projektet. Så min drøm er lidt at der kommer en kommune eller nogle arkitekter der rent faktisk har budget til aflønning så er det i det mindste kun kunstnerne, jeg skal søge midler til. I Norge har jeg hørt staten har sat budgetter af til at hyre kunstnere der fungerer som mellemled imellem kunstnerne og bygherren, når staten laver udsmykninger. Det tror jeg på kunne være en mulighed i Danmark også. Kunstnerne mener jeg kan være rigtig gode rådgivere på kunstområder da det trods alt er dem, der bedst ved hvordan deres kolleger tænker og arbejder.

Hvornår har dit projekt på Kulturstationen færdigt? Det er et levende open end værk – kom ud og vær med til efteråret – ses!