Planeten piver over minder fra et utopisk dansegulv…men kære Daft Cunts: jeg holder jer ansvarlige for følgende:
A/ I malkede og udhulede house
B/ I skam-samplede kitch og udnyttet senile discomusikeres vinyler
C/ I startede EDM & stadion “tech”
D/ Hjernevasket generationer med meme-disco & øreorme
E/ Reaktualiseret AOR/MOR farrock og givet Supertramp, 10CC, Elton og andre skurke nyt liv
F/ I tjente cirka 800 millioner på braset
G/ I var bannerførere for fransk fesen filterhouse
H/ I gav millioner ideer om at ødelægge gammel musik i deres soveværelser
I/ Startede autotune pesten
J/ I bladede letmetal med house
K/ Deadmau5
L/ Overkompression, manglende dynamik og volumekrig på mastering
M/ Sidechain pumper
N/ plus I sender robotterne på en “One more time” tour efter Corona.
“Like the legend of the phoenix – All ends with beginnings” – Get Lucky.
Historien starter med et lille fransk punkband der af en musikkritiker i datidens vigtige NME blever anmeldt som “daft punk” – som konsekvens dropper bandet ud af øvelokalet, sælger spaderne og laver grundigt hjemmearbejde via et pensum af puristisk Chicago/Detroit-techno/ house – de bruger dem som autencitets-alibi og nævner dem på “teachers”:
Daft Punk aflurer pionerernes tricks med 909 hatte & analoge kicks, kornede SP1200 samples under en filtreret top af klassisk disco. Deres virkelige lærer var Thomas B.s far der f.eks lavede:
Det nye greb er at Daft Punk er som ADHD-børn, der bryder ud af ovennævte meget dj venlige – nogen vil sige monotone eller minimale – 12” arrangementer, trommekonventioner og mønstre leger uskyldigt som begejstrede pre-teens – der ikke ved hvad der er cool og ikke er cool endnu. De er maximalister, ikke minimalister: de kan ikke holde fingrene fra filteret, sidechainen og effekterne, eller alle de forbudte plader datidens stilpoliti dømte ude – f.eks Elton John, Supertramp & Billy Joel – og i proccesen opfandt de “fransk filter house” – og plantede frøet til den forfærdelige AOR/MOR farrock/yachtrock revival. De er skamløse og er ikke bange for at planke alt det stilpolitiet mener er forbudt for at køre det igennem undergrundens vridemaskiner.
De kommer ud af skabet som poppens frelsere og rammer stadions og hitter iført anonymt scenegear ligesom Kiss eller Residents – faktisk er deres visuelle show nærmest en genfødsel af 1970ernes “progressive” pomp-rock. Deres magiske tidsmaskine – sampleren – er nu lukket helt op for ikke bare klæg kitch, men også stadion-rock a la Van Halen. De proppede deres AKAI S01, E-MU III & 1200, ASR10 og S760 med bras og muterer det som man havde gjort på 12” siden 80erne, bare til masserne. Gode kunstnere kopierer; store kunstnere stjæler:
Deres produktioner er ligesom Richard Princes appropriationer af Marlboro reklamerne, det handler mere om små forvrænginger, transmissioner, reframing og rekontesktualisering. De er ligeglade med dubstep og jungle, og opererer udenfor den evige undergrunds bermudatrekant mellem jazz, støj og pop – deres ideal er asynkron nostalgisk fremtidskitch til masserne, der vil have noget tryg “trendy med kant” og en ironisk helgardering.
Det var så dengang nettet var en global DIY legeplads og ikke et dataminene panoptikonfængsel og et digitalt rusmiddel. Fremtiden var god dengang, så man lød retro-futuristisk, og på toppen smider de avanceret vokal videnskab – de tager tricks fra breakbeat-sample-chopping, 70er vocoding og ikke mindst lydens af globaliseringen – autotune – der ekkoer i trappens klagesange idag.
Da det vilde sample-vesten bliver sat under administration af dyre advokater, ender Daft Punk med at lave det album de reelt startede som et oprør imod: på Random Acces Memory pensionerede de sampleren og vocaltricksne og ender med en dyr fesen Chic plade indspillet i et sterilt analogt studie hvor alt tilsyneladende er organisk, men reelt animeret til perfektion af en AI, der havde beregnet sig frem til at Steve Wonder kunne synge med på Lucky til Grammys. Men nostalgi er en stærk kraft, så vi ses i parken!