Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

Der er altid et valg på vej, men jeg er  – som bekendt – som en vegetar i et slagteri men ved at hvis jeg stemmer blankt eller bliver på sofaen går det til flertallet, gys.

Jeg har prøvet at se valg-tv for første gang i mange år—wow hvor har de meget makeup på – og alle er bange for lange ord. Folk var nu pænere dengang på B&O 26″ bredskærm skudt på noget non-HD gear – før botox, 50” fladskærm & djøf-formateringen udjævnede alt.

Billedrapportage fra Folkemødet her.

Hvis meningen med valg-tv er at demoralisere os med vrøvl og øge mistillid, systemangst, politiker-lede, fremmedgørelse og generel medie-træthed via en uendelige dødehavsrulle af banaliteter og truismer, talmagi, løgn og skolegårdsmobning – er det lykkedes perfekt. Jeg mærker apatien simre, er næsten i trance af al den leflen for den laveste fællesnævner. “Man mærker hensigten og bliver forstemt” skrev Goethe. Nu føler danskerne sig som foies gras-gæs, gagget af fed foder før slagtningen.

Så jeg pakkede mine nelliker, jeg ville dufte live til politikerne, så jeg valgte springet ud af min København K-boble og begive mig gennem en labyrint af transport til et andet beskyttet værksted af en udkants-ø i i smukke kulisse-danmark, til de voksnes Distortion-festival, Djøfstortion – en relativt ny tradition opfundet af hidsigproppen med de stikkende øjne, Bertel Haarder.

PÅ øen mødte jeg et hav af travle toppolitikere på helikopter-gennemtræk, der talte med en mund, med de replikker deres tekstforfatter/partiformand/spindoktor havde valgt, før de skulle i deadline igen eller dele varme balloner ud foran Irma.

Jo vigtigere politikere er, jo flere bodyguards. Det var en sand politifestival. Fra skæve hjemmeværnsfolk, trafikbetjente i brandsikre hollændervognene  over stereoide-op-boppede frømænd og jægere og andre kommende lejesoldater fra Blackwater /Xe Services/Academi til mere hemmelige grå pantere med hudfarvede headsets, i hemmelige tonede korteger med mange mystiske antenner på. Jeg fandt desværre aldrig deres efterfest.

Læs min guide til partiernes tøj, musik og rusmiddel-stil her.

De havde sågar lagt en vandbarriere for at undgå aktivist-invasion fra havet ved skolen hvor den negative opmærksomheds mester, Geert Wilders, var blevet importeret ind for at provo-gøgle for 100 håndplukkede journalister og racerene indebrændte gråsprængte vindjakkemænd. Stakkels Flemming Rose så stresset ud i flankeret i en fast firkant af Jack Bauer-kloner. Negativ likehunting har en høj pris, karma er en bitch.

En anden medieopflasket tidstype der nyder godt af sikkerhedsbranchens skudsikre varme er den mørklødede fremmedhader – der higer efter spotlight via alt det generaliserende og grimme indvandrerhad Politiken-folket – der som bekendt ikke bor nær en ghetto – ikke selv kan få over deres læber. Den mørke fremmedrevser ryger hurtigt ned i en negativ omvendt likehunting, der gør dem mere upopulære end Pia Kjærsgård i Mølnerparken. Jeg overvejer hvad det ville udløse hvis en bøsse, hvid fattig vred mand eller jøde udtalte sig om sin oprindelse på samme vilkår?

Videre til Liberal Alliance, der havde leget en lækker lakeret færge i havnens epicenter. Der var ingen damer, ud over den slags der er imponeret af dyre bobler og det der ligner. Typisk havde de fleste LAere tilbageskrabet fedthår hen over månen, blazer-belly og højtaljede mandejeans med mange detaljer, logo-bælte og noget sportshyttesko fra Lloyd. Per Mikael Jensen, forhenværende CEO i Metro International – rodede med en mixer der udstød den pureste patinerede sølvbryllupsfunk fra Dan Rachlins gamle pladekasse. ((Mere om DJ´s her).)  Mon ikke de også nød noget Sinatra efter jeg blev eskorteret bestemt væk – selvom jeg påkaldte mig casino-kongens opmærksomhed, da dørmændene ikke kunne lide mit matsorte Prada-sport-sæt fra 2008. Lars Seir kan ikke huske de gamle skate-mods fra Storkespringvandet mere. “Cool mediehåndtering” snerrede jeg ironisk. Fair nok, jeg ligner en skidt forretning. Så hellere hælde boblerne den vej hvor hvor det kan betale sig.

Senere erfarede jeg – via kunstneren og it-geniet Balder Olrik – at Lars Seier Christensens forbillede Ayn Rand også var gudmor til selveste satanismen, da hun er citeret rigt i Anton La Veys satanbibel – jeg ærgrede mig over jeg ikke havde denne bonusinfo, så jeg kunne teste med vievand på de forkætrede Bourgogne-vampyrer – jeg kan godt lide de bare toner klart piratflag og affærdiger lighedsfantasier og fake-empati og bare holder på de stærkes ret til at dominere frit.

En ting er sikkert, de har suget blodet ud af de konservative, og mon Mads Holger bagefter erklærer hans kandidatur var et snedigt ironisk inside job – betalt af f.eks Liberal Alliance – for at lægge resterne af det før så hæderlige konservative “Lodenfrakke med reol-frederiksberg-parti” i graven?

Dørmændene kunne heller ikke lide mig til Dansk Industri, der dog spillede noget mere P3 agtig EDM, men det var måske fordi jeg havde et kæmpe Canon, der potientielt kan filme de fine aftaler mellem lobbyister og politikere, der ikke tåler folkets øjne. Måske er det min interesse for den danske part i det militærindustrielle kompleks, der er blevet spottet. Det er nemt at blive paranoid til Djøfstortion. Det er som om, hver fjerde gæst arbejder med “sikkerhed”, og jeg tydeligvis er profileret og flagget via GPS, da politiet senere lukker samtlige efterfester jeg er til 10 min. efter min ankomst.

Ud over festivalpladsen lyder en suppe af memorerede hooklines om stakkelhad, fremmedhad og bistandsklient-had – da de ikke er målgrupper for andre end yderpartierne – ingen taler om den største udgift på statsbudgettet er de hellige stemmekvæg over 65.

Mange af politikerne virker som nørdede indebrændte mobbeofre, socialt defekte mennesker der ikke rigtig har fået det til at spille med karrieren ude i virkeligheden, og nu håber på hævn via et magt og medieapparat – de bærer ikke en brandert med ynde.

Se Mads Holger – RIP – til folkemødet.

Jeg finder mig selv i Kvinfos telt. De har hyret kussehviskeren Jakob OIrik til at provokere og være lidt lækker for de fremmødte feminister og bøsser. En yndig korthåret delikat piercing-pige med is-øjne spørger panelet om “hun kan være feminist når hun gerne vil tages meget hårdt af en bande fremmede mænd?”.

Heldigvis afbrydes det noget akavede svar af ekstrem lavtgående flylarm, da 2 smukke B52H maskiner dykker over pladsen. Jeg bliver euforisk over at se og mærke disse to flyvende KZ-lejre designet i 1950erne, der ikke bare satte napalm-ild til hundrede tusindvis af civile i Vietnam og  skvattede ned med brintbomber og bestrålede de lokale i Thule, men også var det mekaniske omdrejningspunkt i Kubrik´s Dr. Strangelove – udover at nakke Irak og Afganistan ganske eftertrykkeligt. Et fly der uden kernevåben stadig bærer f.eks 20 et ton mk 84 bomber, der hver laver et 11 meter krater og ryder 370 meter….gange 20. Det er sandsynligvis den flytype der har dræbt flest mennesker efter 2 verdenskrig. Jeg fik et flashback til en kæmpe airfixlim-skævert, da jeg byggede den i plastic bag om ryggen på mine rasende hippieforældre. Overflyvningen var Amerikansk sabel-raslen, der føltes meget mere reel end al den devalurede ordflom fra tribunerne. “Kom an Pultin, nu vi fik din oliepris i bund.”

Videre i dækning på gæstgiveren, hvor systemet Politiken holder kulturradikalt bal, dog uden Yahya Hassan. Festen føltes som et desperat jobcenter fyldt med folk fra K-Forum og Østerbro. Mere rosin-RUC-bæver, der vil truttes i deres grå kalkunblævr til de sprøjter fad-tis.

Møder igen nattens engel, den insomnia-ramte Peter Skaarup, dybt i det lyserøde fjendeland på toilettet. Han udstråler en autentisk næsten enfoldig zen-ro, og tager sig tid til at lege med mit kamera, i modsætning til Søren Pind, trods det faktum at holder meget af hans sydafrikansk inspirerede “kolonialist møder kommer til Afrika” look. Hans nye grå skæg og voksne hår hjælper ikke på han ligner en skinger forvokset dreng, men han gider ikke lege med kameraet, men det behøver han ikke, da Venstre er blevet default kryds for de fleste danskere – dem der ikke gider følge med i politik, der arbejder hårdt og føler de betaler for meget i skat – og bor i provinsen.

Masserne.

Ikke dem på gæstgiveren, hvor Steen Jørgensen er iført røde solbriller, fodlang matrix-kåbe og dansk Nick Cave patos – han holder sig godt- og bræger noget på “danglish” om mørke skyer og dommedag, sikkert. En slags nedtursromantisk Gnags for folk med “kant” fra provinsen i 90erne, der matcher de kropsangste Politiken læsere/skribenter meget godt, da de ikke gider danse om så Brown og Jackson blev tøet op af kummefryseren i nasa. Henrik Vesterberg godter sig og håber på et Bob Dylan-covernummer eller noget andet nasalt.

Folket glimrer ved deres fravær, der er ingen vrede, hvide mænd, burkadamer, chavs eller narkomaner. Ytringsfrihed er mere et teoretisk koncept for en forkælet journalist-elite, eller noget man laver negativ opmærksomhedsjagt igennem for at brande sig selv, så jeg går på Røgeriet for at finde de ægte Bornholmere – en midaldrende sølvræv klimprer sig igennem Bon Jovi´s mest forbudte fadæser – og tryllebinder et hav af youngsters der ligner noget fra Mig og Charlie, bare med tøj fra Føtex, der dufter af fadbamser og red bull. Det er rart at være væk fra politikere, PET og journalister – og jeg erfarer fra en lokal NGO at danske svineavlere får mere i støtte per gris, end børnefamilier gør pr. barn. Et andet forvildet æggehoved fortæller mig om partikelforskning. Alle har masser af tid.

Tilbage på hotel Nordlandet er alt perfekt, havn og himmel går i et, maden er ny nordisk, Lucas Graham, Morten Messerschmidt, Mette Davidsen-Nielsen og Michael Christiansen ånder sammen i de utopiske rum. Der kom aldrig CS-gas trods Wilders og Gyldent Daggry, så jeg vælger at rende rundt efter en sort og en hvid kanin på klipperne i solopgangen iført min medbragte gasmaske. Prøv folkemødet hvis du er træt af at mødes i skub og støj til larmende anakronistiske rock-sponsorfestivaller. Bornholm er smukt, og der er en unik energi i, at det er så svært at komme væk….alle får en snak. Men regn ikke med at komme bag den tågede diskursgas der danner dansk politik, og slet ikke hvis du har et kamera.

Jeg når ikke flyet næste dag, og går gennem en tom spøgelsesby smurt ind i Shrek farvede plakater fra Alternativet. Jeg møder et par frafaldne fra firsernes Floss-bar, der fik nok af det vilde rock-n-roll liv og blev genfødte som katteelskende keramikere på solskindsøen mod øst. Tilflyttere der typisk har et super hus på 250 kvm til kun en halv million, der kan leve uden et fast job. Jeg får fat i en lokal DF´er fra kommunalbestyrelsen, “Dæk-Torben” via facebook, der engang blev hængt ud for at have lavet en dæk/dildo-skulptur 1. april. Han er pisse flink, men jeg kan ikke helt forstå hvad han siger i telefonen. Her er meget stille, men det skal prøves – perfekt forspil til Copenhell, Klovn-premiere og Sundays studentervogne senere på ugen. Det store mirakuløst-menneskelige møde mellem presse og politiker-parasit-klassen udebliver, lobbyisterne betaler gildet, eksperterne lejede gøglere, folket er blot gidsler eller blot fraværende. Bevares, måske er der en dialog om hvordan man taler om politik, men virkeligheden har fortabt sig i retoriske skyttegrave og sprogspil under atomparaplyen.

Valget blev ikke tabt eller vundet til folkemødet, det sker nok snarere ud fra hvem der har flest penge til det sidste reklamestød, eller hvem der sviner hvem bedst i slutspurten. Hav et godt valg snart..

Jeg har tidligere skrevet om valget her.

Billedrapportage fra Folkemødet her.

RELATED POSTS:

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter